Matchvinder bringer fysik til ny plads: Forhåbentlig vælter jeg de andre

Kun få kan måle sig fysisk med Sanne Troelsgaard på kvindelandsholdet.

Sanne Troelsgaard er stærkere end vel nok alle andre på kvindelandsholdet. Hendes fysik er uovertruffen og har længe hjulpet hende i de tunge løb op og ned ad højrekanten, hvor hun spiller normalt.

I aftes mod Belgien havde hun imidlertid fået en ny plads. Landstræner Nils Nielsen havde flyttet hende ind på den centrale midtbane for at udnytte hendes fysik og bringe hende i flere nærkampe med de stærke belgiere.

- Jeg plejer på højresiden at kunne tage det roligt i returløbene, men i går tænkte jeg på at sikre vores eget mål. Heldigvis fik vi et mål hurtigt, og derefter havde jeg så 85 minutter til at holde øje med det, der skete bag mig.

- Så det var en hård kamp, og jeg var træt, da der var spillet 92 minutter, siger Sanne Troelsgaard.

Men kender jeg dig ret, kan du godt lide at bruge din fysik?

- Ja, Jeg elsker at komme op i de dueller, så jeg bare kan bruge min fysik og forhåbentlig vælte nogle af de andre, det gør mig bare bedre som fodboldspiller.

Sanne Troelsgaard blev dansk matchvinder i 1-0-sejren over Belgien, da hun tidligt i kampen vandt en hovedstødsduel tæt under mål og pandede Danmarks sejrsmål i nettet.

Danmark spiller sin næste kamp på torsdag, når det gælder Holland. Kampen kan ses på TV 2 kl. 20.45, eller høres i LIGA på P3 eller følges i livetekst her på dr.dk.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve