Populære som aldrig før: Landsholdets EM-kamp er allerede udsolgt

Danmarks anden EM-kamp mod værterne Holland er allerede udsolgt mere end en måned før kampen.

Allerede nu er landsholdets anden EM-kamp mod Holland blevet udsolgt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er svært ikke at have store forventninger til sommerens EM i fodbold, der afholdes i Holland i juli. Landsholdet har vist højt niveau og med spirende stjerner som Pernille Harder er optimismen høj.

Tilsyneladende er forventningerne også høje i Holland. Den anden gruppekamp mellem Danmark og værtsnationen er nemlig allerede udsolgt mere end en måned før kampen, der spilles den 20. juli. Det skriver landsholdet på deres Instagram-side.

Kampen spilles på Sparta Stadion Het Kasteel i Rotterdam med plads til 11.000 tilskuere.

Udover Holland er Danmark i gruppe med Norge og Belgien.

Vi viser testkampene op til EM mod England den 1. juli og mod Østrig den 6. juli på DR’s kanaler.