City-stjerne sikrede ét point mod West Ham

Der var to dobbelte målscorere i kampen mellem West Ham og Manchester City, der endte 2-2.

Manchester City mistede lørdag aften et skridt i kampen om at følge med Leicester og Arsenal i toppen af Premier League.

To mål af Sergio Agüero reddede dog holdet fra at tabe i udekampen mod West Ham, der endte 2-2.

Der var spillet under et minut af kampen, da Enner Valencia bragte West Ham foran 1-0.

Et indlæg fra venstre side blev rettet af, og så kunne angriberen fra Ecuador med et fladt skud forbi City-målmand Joe Hart bringe værterne i spidsen.

West Hams glæde varede kun frem til kampens ottende minut. Så fældede hjemmeholdets Carl Jenkinson Citys Sergio Agüero, der selv scorede på straffesparket.

Kort forinden havde den argentinske angriber ramt stolpen.

For at gøre ondt værre blev Carl Jenkinson skadet i situationen, så han måtte lade sig udskifte.

Ti minutter inde i anden halvleg kom West Ham igen foran, og igen var det med Enner Valencia i rollen som målskytte.

Aguero udlignede til sidst

Efter et hurtigt taget indkast fik angriberen alt for let spil i duellen mod Manchester City-forsvareren Nicolás Otamendi, og så kunne Enner Valencia score for anden gang.

Det lignede længe en sejr til hjemmeholdet, men Sergio Agüero ville det anderledes.

Ni minutter før tid fik argentineren lidt heldigt fat på bolden, og han udplacerede West Hams målmand, Adrian, til slutresultatet.

West Ham var dog tæt på at score i kampens sidste aktion, da Cheikhou Kouyate headede bolden på overliggeren.

Med det ene point rykker Manchester City op på andenpladsen med 44 point for 23 kampe.

Arsenal er på tredjepladsen med samme antal point, men London-klubben har kun spillet 22 kampe.

Leicester, der tidligere lørdag vandt 3-0 hjemme over Stoke, fører Premier League med 47 point for 23 kampe.

Arsenal overtager førstepladsen, hvis klubben søndag vinder hjemme over Chelsea.

West Ham indtager sjettepladsen med 36 point.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: