Hull da op! Arsenal skuffer i FA Cup'en

En brølstærkt Hull-defensiv holdt Arsenal fra fadet lørdag, og dermed må de to hold i omkamp i FA Cup'en.

Hull-manager Steve Bruce leverede et forsvarsmæssigt svendestykke, da hans hold fra næstbedste række kunne rejse fra Emirates Stadium i London med 0-0 mod Arsenal i FA Cup'en.

Dermed skal de to hold ud i en omkamp i Hull for at finde ud af, hvem der kan avancere videre fra femte runde af verdens ældste fodboldturnering.

Som ventet var Arsenal dominerende i boldbesiddelse, og Hull-spillerne var tydeligvis ikke kede af at lade hjemmeholdet flytte bolden meget rundt.

De gæstende underdogs sørgede for at opsætte en stærk defensiv til at afværge bølgen af Arsenal-angreb, og det var meget effektivt.

I det meste af første halvleg skabte Arsenal ikke voldsomt mange chancer, mens Hull også ved flere lejligheder formåede at skabe et lille pres.

Som anden halvleg skred frem blev Hull trykket længere og længere tilbage på banen.

Arsenal søgte at afgøre tingene uden at skulle ud i en krævende og svær omkamp i Hull, men manager Arsene Wengers offensiv var ineffektiv på dagen.

Det var ikke, fordi Arsenal vadede i kæmpechancer, men det blev til et par udmærkede tilbud. Alle blev de misbrugt.

Fem minutter før tid var gæsterne i stedet tæt på at levere den helt store sensation, da indskiftede Sone Aluko fik en flugter i fri position i feltet, men han afsluttede lige på David Ospina i Arsenal-målet.

Alexis Sánchez forsøgte sig med et frispark i tillægstiden, der var kaos i Hull-feltet flere gange, men ind ville bolden ikke, og dermed skal de to hold ud i en omkamp om videre avancement i FA Cup'en.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: