Premier League-klub fyrer profil for sex med mindreårig

Sunderland fyrer med øjeblikkelig virkning Adam Johnson, der har erkendt sig skyldig i seksuelt misbrug.

Adam Johnson er færdig i Sunderland, der har fyret ham. (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Den engelske Premier League-klub Sunderland har med øjeblikkelig virkning fyret sin spiller Adam Johnson, der har erkendt sig skyldig i to ud af fire anklagepunkter i sagen om seksuelt misbrug af en mindreårig pige.

Det meddeler klubben i en kortfattet besked på sin hjemmeside torsdag aften.

- Set i lyset af Adam Johnsons skyldighed har klubben valgt at opsige hans kontrakt med øjeblikkelig virkning. Klubben har ikke yderligere kommentarer, lyder det i meddelelsen.

Blev først suspenderet

I retten ved Bradford Crown erkendte han sig onsdag skyldig i et tilfælde af seksuel aktivitet med den 16-årige pige og et tilfælde af at have "groomet" offeret - altså udnyttet pigen følelsesmæssigt med henblik på at få sex.

Adam Johnson blev oprindeligt suspenderet af Sunderland, da sagen kom frem, men vendte senere tilbage til banen og scorede så sent som i 2-2-kampen mod Liverpool i lørdags.

Midtbanespilleren, som har spillet 12 landskampe for England, blev arresteret den 2. marts sidste år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: