Premier League-spiller ramt af hård valuta

Fodboldspilleren Chris Brunt fik kastet en mønt efter sig - af sit eget holds fans.

Det så egentlig ganske lovende ud, at Darren Fletcher bragte West Bromwich foran 1-0 i FA Cup-kampen mod Reading fra den næstbedste engelske række.

Men så kollapsede det for Premier League-holdet, der endte med at tabe 1-3 og dermed er færdig i FA Cup’en. Kampen fik desværre en endnu mere ærgerlig slutning for West Broms venstreback Chris Brunt.

Den nordirske spiller gik efter kampen ned for at klappe af sit holds fans og takke for opbakningen, men her blev hans gestus modtaget dårligt, da en fan angiveligt kastede en mønt mod Brunt.

- Jeg gik ned mod vores fans på endetribunen, og de mente, det var okay at kaste en mønt efter deres egne spillere. Jeg væmmes, siger Chris Brunt ifølge BBC.

- Hvis de gerne vil stå frem og sige, at de ikke bryder sig om, hvad de så, er det helt fint. Fansene er frustrerede over, at vi var foran 1-0 og tabte. De har betalt gode penge for det, men et fåtal ødelægger det. Der var små børn til stede. Jeg væmmes virkelig og skammer mig.

Med exit i FA Cup’en kan Chris Brunt og West Bromwich nu vende opmærksomheden mod Premier League, hvor de i øjeblikket frister en tilværelse som nummer 14.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: