Schmeichels råd til Kasper: Husk hvor chokerende dårlige vi var

Leicester med Kasper Schmeichel i målet er med i kampen om at vinde Premier League.

Leicester og Kasper Schmeichel fører Premier League med ti runder tilbage. (Foto: DARREN STAPLES © Scanpix)

Peter Schmeichel ved, hvad han snakker om, når det handler om Premier League. Den store, blonde målmand satte sine handsker på hele fem Premier League-pokaler og løftede dem over hovedet.

Nu er det så Peters søn, Kasper, der har muligheden for at vinde det engelske mesterskab med sin klub Leicester.

- Jeg siger til Kasper, at han skal se på det Manchester United-hold, jeg var en del af, og se, hvor chokerende dårlige vi nogle gange var på den her tid af året, siger Peter Schmeichel til DR Sporten.

Schmeichel løfter Premier League-trofæet i 1999. (Foto: Jeff j Mitchell © Scanpix)

I den tid, Peter Schmeichel var i Manchester United, førte holdet nemlig langt fra altid tabellen, når der blev gjort status i forårsmånederne. Og selve fodboldspillet var da heller ikke altid kønt.

Og det er en lære, som Kasper Schmeichel og Leicester altså bør tage med sig. Ikke mindst nu, hvor holdet i sine sidste tre kampe kun knebent har slået Norwich, har spillet uafgjort med West Bromwich og tabt til Arsenal.

- Der var for eksempel en marts måned et år, hvor vi i United kun fik et point, men alligevel vandt vi mesterskabet.

Leicester kan være katalysator

Til trods for en lidt svingende form ligger lilleputterne Leicester inden onsdagens kampe i Premier League fortsat nummer et i tabellen.

- Hvis Leicester kunne vinde mesterskabet, ville det være fantastisk. Og det ville kunne få mange til at flytte deres opfattelse af fodbold, siger Peter Schmeichel og tilføjer.

- Nogle gange tænker jeg, at der snart må ske en ændring i den måde, topfodbold bliver spillet på, og der kan Leicester måske være en katalysator.

Leicester har fra førstepladsen tre point ned til Tottenham - som dog har en kamp i hånden i aften – med ti runder tilbage af Premier League.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: