Tottenham skuffer og misser førstepladsen

Tottenham havde en gylden mulighed for at kravle op på Premier Leagues førsteplads, men tabte til West Ham.

(Foto: Ian Kington © Scanpix)

Tottenham forspildte onsdag en gylden mulighed for at indtage Premier Leagues førsteplads med et nederlag på 0-1 ude mod West Ham.

Også Arsenal mistede vigtige point med et 1-2-nederlag til Swansea, og dermed er det stadig Leicester og Kasper Schmeichel, der fører kampen om det engelske mesterskab.

Ualmindeligt ufarlige

Tottenham-spillerne var ualmindeligt ufarlige gennem hele kampen og kom kun frem til få reelle målchancer. Når det endelig skete, manglede Harry Kane i front sin sædvanlige skarphed og formåede ikke at omsætte chancerne til scoringer.

West Ham dominerede og var især fysisk Tottenham overlegen. West Ham har haft en god sæson og ligger godt til i kampen om adgang til de europæiske turneringer.

En af årsagerne til holdets succes er midtbanespilleren Dimitri Payet. Franskmanden er især stærk på dødbolde, og det var også et hjørnespark fra Payet, der udløste målet til 1-0.

En præcis bold til forreste stolpe, og så kunne Michail Antonio heade West Ham foran.

Tottenham fik mulighed for at kravle op på førstepladsen i Premier League, da sæsonens store sensation Leicester tirsdag måtte nøjes med et enkelt point efter 2-2 mod West Bromwich.

Dermed var Leicester blot tre point foran i topstriden, og med en kamp i baghånden kunne Tottenham altså bringe sig op på førstepladsen med en sejr onsdag.

Men Tottenham lignede aldrig et mesterhold, og som kampen skred frem, gled muligheden for at gribe fat om førstepladsen langsomt ud i sandet.

Selv om det blev til enkelte chancer sidst i kampen, endte det hele altså med et nederlag for Premier Leagues nummer to.

Arsenal snublede også

Også Arsenal kunne have skabt endnu større spænding i topstriden i kampen mod Swansea. Med en sejr ville holdet blot have været tre point efter Leicester i front, men sådan skulle det ikke gå.

Med et nederlag på 1-2 mistede klubben vigtige point i toppen af ligaen og må derfor forblive på tredjepladsen, seks point efter topholdet.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: