Vanvittig Vardy-kasse sænker Liverpool

Leicester vandt 2-0 hjemme over Liverpool, mens Christian Eriksen lagde op til to mål i Tottenham-sejr.

Premier Leagues topscorer blev afgørende, da Leicester tirsdag aften vandt 2-0 hjemme over Liverpool i den bedste engelske fodboldrække.

Jamie Vardy sørgede med to mål i anden halvleg for, at Leicester bevarer forspringet på tre point ned til Manchester City.

Efter en times spil modtog Leicester-angriberen bolden i fuldt løb mod mål, og Jamie Vardy bragte hjemmeholdet foran med en knaldhård halvflugter, der efterlod Liverpools målmand, Simon Mignolet, uden chance.

18 minutter før tid var Jamie Vardy igen det rette sted - denne gang dog lidt mere heldigt - da en Leicester-afslutning ændrede retning, så han igen kunne passere Mignolet.

Med de to scoringer er Jamie Vardy oppe på at have scoret 18 mål i Premier League i denne sæson.

Kasper Schmeichel stod som vanligt hele kampen i målet for Leicester, der topper Premier League med 50 point for 24 kampe.

Liverpool har 34 point.

Eriksen som oplægger

Manchester City vandt 1-0 ude over Sunderland efter en scoring af Sergio Agüero i første halvleg. City er nummer to med 47 point.

Christian Eriksen assisterede ved den første og tredje scoring, da Tottenham vandt 3-0 ude over Norwich.

Dermed kom Tottenham op på tredjepladsen med 45 point.

Efter få minutters spil fik danskeren slået en afslutning på stolpen, hvorefter Dele Alli scorede til 1-0.

Senere i første halvleg fordoblede Harry Kane føringen på et straffespark, og han scorede også til 3-0 kort før tid.

Det skete, efter at Christian Eriksen havde tacklet bolden fra en Norwich-spiller.

Arsenal, der er nummer fire med 45 point, mistede terræn til de andre tophold, da holdet måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Southampton.

Manchester City og Arsenal er Leicesters næste modstandere i Premier League.

Hvis Kasper Schmeichels klub kommer helskindet igennem begge udekampe, kan et sensationelt mesterskab til Leicester så småt være under opsejling.

Jores Okore spillede hele kampen for Aston Villa, da bundholdet tabte 0-2 ude til West Ham.

Aston Villa, der er sidst med 13 point, blev hæmmet af en tidlig udvisning til Jordan Ayew, der tåbeligt smækkede sin arm op i hovedet på en modstander efter 17 minutter af kampen.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: