Esbjerg henter profil hjem efter fem år i Belgien

Den 31-årige midtbaneprofil Jesper Jørgensen er tilbage i Esbjerg efter flere års ophold i belgisk fodbold.

Jesper Jørgensen er tilbage i dansk fodbold efter fem år i Belgien. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Midtbaneprofilen Jesper Jørgensen kan i foråret se frem til et comeback for Esbjerg i Alka Superligaen.

Den vestjyske fodboldklub har mandag indgået en aftale med 31-årige Jørgensen frem til sommeren 2018. I de seneste fem år har midtbanespilleren optrådt i belgisk fodbold for Gent, Club Brugge og senest Zulte Waregem.

- Jeg har hele tiden tænkt på, at det kunne være en mulighed at afslutte min karriere i Esbjerg, og vi har løbende været i kontakt igennem årene. Nu synes jeg, det hele passer sammen, siger Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Fint match

Esbjerg-træner Jonas Dal har store forventninger til samarbejdet.

- Jeg fik et rigtig godt indtryk af Jesper, der har spillet for Gent, Zulte Waregem og ikke mindst Club Brugge, og som oven i købet er fra Esbjerg.

- På den baggrund kan jeg ikke se andet, end at det bliver et meget fint match både i spillet på banen og i det øvrige liv i klubben.

- Jesper kender mange af de værdier, vi gerne vil stå for i Esbjerg, siger Jonas Dal.

Jesper Jørgensen fik sin debut for Esbjerg som 18-årig i 2003. I 2011 blev han solgt til Gent, hvor han endte som anfører. Senere gik turen til Club Brugge, inden turen for halvandet år siden gik til Zulte Waregem.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: