Bedste danske Europa Cup-sæsoner: FCM jagter nu Brøndby og FCK

FC Midtjylland er allerede sikker på at være med på Marco de los Reyes' historiske top 25.

Frank Pingel i aktion i Brøndbys anden semifinalekamp mod AS Roma i UEFA Cuppen i 1991. Det italienske hjemmehold vandt 2-1, men Brøndby var blot et par minutter fra komme i finalen. (Foto: Palle Hedemann © Scanpix)

FC Midtjylland havde inden denne sæson ikke klaret sig specielt godt i de europæiske turneringer. Men efter et kedeligt exit fra Champions League-kvalifikationen har klubben taget revanche i Europa League, hvor det er blevet til flere flotte præstationer og avancement til 1/16-finalerne.

Her er Manchester United modstanderen, og den første kamp spilles i Herning i aften.

Det bliver spændende at se, hvor FC Midtjylland ender på min top 25-liste, du kan se lidt længere nede på siden. Det er med imponerende sejre mod Club Brugge og Southampton dog allerede sikkert, at klubben er med på den. Og endda forholdsvis højt oppe.

Erik Sviatchenko var i efteråret en af de store profiler hos FC Midtjylland. (Foto: claus fisker © Scanpix)

På listen har jeg rangeret de bedste danske præstationer i Europa Cuppens historie vurderet på en hel sæsons kampe. Med de udfordringer det har givet at sammenligne de seneste 20 års præstationer med dem i 1980erne og tidligere, hvor der generelt var langt færre kampe. Til dels fordi antallet af europæiske deltagerlande var noget mindre, og til dels fordi gruppespil dengang ikke blev benyttet.

Øverst på listen ligger Brøndbys hold i UEFA Cuppen i 1990/1991 og FC Københavns i Champions League i 2010/2011. Det er i mine øjne de to danske hold, der i særklasse har klaret sig bedst i Europa.

Til gengæld er der ikke den store forskel på nummer et og to. Men når Brøndby topper min liste, skyldes det følgende. Jeg mener, at holdets topniveau var det højeste et dansk klubhold nogensinde har haft. Jeg synes, at Brøndby anno 1990/1991 var tættere på Europas allerbedste klubber, end FC København var 20 år senere.

1. Brøndby, UEFA Cuppen 1990/91

1. runde Eintracht Frankfurt, Vesttyskland 5-0 (h), 1-4 (u)

2. runde Ferencvaros, Ungarn 3-0 (h), 1-0 (u)

1/8-finale Bayer Leverkusen, Vesttyskland 3-0 (h), 0-0 (u)

Kvartfinale Torpedo Moskva, Sovjetunionen 1-0 (h), 0-1 (u) 4-2 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Semifinale AS Roma, Italien 0-0 (h), 1-2 (u)Lagde ud med at tæske Eintracht Frankfurt, et af Bundesligaens bedste hold, og de efterfølgende mange måneder havde de blå-gule fra Vestegnen med Morten Olsen som træner et fabelagtigt højt niveau. Især på hjemmebane, hvor Erik Rasmussen flere gange viste verdensklasse som kreativ midtbanespiller. Peter Schmeichel, Uche Okechukwku og John "Faxe" Jensen var nogle af de andre store navne på holdet, der var uhyre tæt på en UEFA Cup-finale mod Inter. Stillingen var 1-1 i Rom, hvilket havde sendt Brøndby i finalen, men i det 88. minutter scorede Rudi Völler sejrsmålet til 2-1.

Ståle Solbakken og Josep Guardiola i et lille verbalt sammenstød efter 1-1-kampen i Parken mellem FC København og FC Barcelona. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

2. FC København, Champions League 2010/11

3. kval-runde Bate Borisov, Hviderusland 0-0 (u), 3-2 (h)

Playoff-runde Rosenborg, Norge 1-2 (u), 1-0 (h)

Gruppespil

Rubin Kazan, Rusland 1-0 (h), 0-1 (u)

Panathinaikos, Grækenland 2-0 (u), 3-1 (h)

FC Barcelona, Spanien 0-2 (u), 1-1 (h)

1/8-finale Chelsea, England 0-2 (h), 0-0 (u)

FC København med senegaleseren Dame N'Doye helt i front blev det første danske hold til at gå videre til knald eller fald-kampene i Champions League. Og det var fortjent. FC København var spillemæssigt bedre end både Rubin Kazan og Panathinaikos. Stærkest i de flestes erindring fra den sæson står dog nok 1-1-kampen i Parken mod FC Barcelona, hvor Claudemir udlignede til 1-1. I 1/8-finalerne mod Chelsea havde FC København dog ikke en chance.

3. OB, UEFA Cuppen 1994/95

Kval-runde Flora, Malta 3-0 (h), 3-0 (u)

1. runde Linfield, Nordirland 1-1 (u), 5-0 (h)

2. runde Kaiserslautern, Tyskland 1-1 (u), 0-0 (h)

1/8-finale Real Madrid, Spanien 2-3 (h), 2-0 (u)

Kvartfinale Parma, Italien 0-1 (u), 0-0 (h)

Kampene mod de tyske vicemestre fra Kaislerslautern var gode, men der er naturligvis én kamp, der mere end noget andet huskes fra dette europæiske OB-eventyr: 2-0-sejren i Madrid. Det er klubbens mest magiske aften nogensinde. Real Madrid, som dengang havde Michael Laudrup på holdet, vandt først 3-2 i Odense, og kunne tillade sig at tabe 0-1 hjemme. Det var også stillingen efter 90 minutter på et mål af Ulrik Petersen. Men i overtiden scorede Morten Bisgaard, og så var det fynske mirakel en kendsgerning.

4. B1903, UEFA Cuppen 1991/92

1. runde Aberdeen, Skotland 1-0 (u), 2-0 (h)

2 .runde Bayern München, Tyskland 6-2 (h), 0-1 (u)

1/8-finale Trabzonsbor, Tyrkiet 1-0 (h), 1-1 (u)

Kvartfinale Torino, Italien 0-2 (h), 0-1 (u)

Når man ser cifrene, skulle man stadig tro, det var løgn. Men den er altså god nok. B1903 med Palle Petersen alias Palle Plankeværk mellem stængerne bankede Bayern München med 6-2. "Jeg ku' nok have fundet et sjovere job", udtalte Søren Lerby efter kampen. Han var Bayern München-træner på det tidspunkt, men blev kort tid efter fyret. B1903-holdet var stort set magen til den første udgave af FC København, der sommeren efter blev skabt som overbygning på KB og B1903, og som vandt det danske mesterskab i sin første sæson.

5. AaB, Champions League/Europa League 2008/09

2. kval-runde Morica, Bosnien-Hercegovina 5-0 (h), 2-1 (u)

3. kval-runde Kaunas, Litauen 2-0 (h), 2-0 (u)

Gruppespil

Celtic, Skotland 0-0 (u), 2-1 (h)

Manchester United, England 0-3 (h), 2-2 (u)

Villarreal, Spanien 3-6 (u), 2-2 (h)

UEFA Cup

1/16-finale Deportivo la Coruna, Spanien 3-0 (h), 3-1 (u)

1/8-finale Manchester City, England 0-2 (u), 2-0 (h) 3-4 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Denne europæiske sæson udviklede sig helt fantastisk for AaBs danske mestre. De blev ved med at overraske og endte med at være uhyre tæt på at gå videre til en kvartfinale som første danske hold i mere end ti år. Med spillere som Siyabonga Nomvethe og Jeppe Curth leverede AaB i de fleste kampe tilmed flot offensiv fodbold.

6. Brøndby, UEFA Cuppen 1996/97

1. runde Aarau, Schweiz 5-0 (h), 2-0 (u)

2. runde Aberdeen, Skotland 2-0 (u), 0-0 (h)

1/8-finale Karlsruhe, Tyskland 1-3 (h), 5-0 (u)

Kvartfinale Tenerife, Spanien 1-0 (u), 0-2 (h) efter forlænget spilletid

En af Brøndbys kampe den sæson var nærmest større end alle andre til sammen. Der er selvfølgelig tale om den sensationelle 5-0-sejr over Bundesligamandskabet Karlsruhe, som ellers havde vundet den første kamp i Parken. Brøndby lignede siden et semifinalemandskab efter udesejr over Tenerife, som dog endte med at hive den samlede sejr hjem.

7. Brøndby, Europa Cuppen for mesterhold 1986/87

1. runde Honved Budapest, Ungarn 4-1 (h), 2-2 (u)

2. runde Dynamo Berlin, DDR 2-1 (h), 1-1 (u)

Kvartfinale FC Porto, Portugal 0-1 (u), 1-1 (h)

Det var første gang, Brøndby viste sit høje internationale niveau, der lå langt over, hvad danske klubber tidligere havde præsteret i Europa. De to østeuropæiske hold, der blev slået ud i de første runder, var af sådan en klasse, at dansk hold tidligere ikke havde haft de store chancer. Men Brøndby gik fortjent videre i begge runder. I kvartfinalen spillede Brøndby tilmed næsten lige op med FC Porto, som få måneder senere vandt turneringen ved at slå Bayern München 2-1 i finalen.

"Løverne" jubler efter Marcus Albäcks scoring til 1-0 mod Manchester United i Parken. (Foto: Morten Juhl © Scanpix)

8. FC København, Champions League 2006/07

2. kval-runde Mypa, Finland 2-0 (h), 2-2 (u)

3. kval-runde Ajax, Holland 1-2 (h), 2-0 (u)

Gruppespil

Benfica, Portugal 0-0 (h), 1-3 (u)

Celtic, Skotland 0-1 (u), 3-1 (h)

Manchester United, England 0-3 (u), 1-0 (h)

FC København viste, at holdet efter flere års tilløb nu for alvor kunne klare sig internationalt. Sejren i Amsterdam over Ajax var både overraskende og imponerende. I gruppespillet var hjemmesejren over Manchester United den største enkeltstående præstation. Matchvinder blev Marcus Albäck.

9. Brøndby, UEFA Cuppen 1995/96

Kval-runde Inkaras Kaunas, Litauen 3-0 (h), 3-0 (u)

1. runde Lillestrøm, Norge 3-0 (h), 0-0 (u)

2. runde Liverpool, England 0-0 (h), 1-0 (u)

1/8 AS Roma, Italien 2-1 (h), 1-3 (u)

Udesejren over Liverpool er en af Brøndbys største nogensinde. Dan Eggen scorede sejrsmålet på hovedstød godt ti minutter før slutfløjt. Den blev på mål af Ole Bjur og Peter Møller fulgt op af en god 2-1-sejr over AS Roma, som dog var stærke nok hjemme til at sikre sig avancement til kvartfinalerne.

Per Nielsen i duel mod FC Barcelonas lille argentiner Javier Saviola. (Foto: Cesar Rangel © Scanpix)

10. Brøndby, UEFA Cuppen 2003/04

Kval-runde Dinamo Minsk 3-0 (h), 2-0 (u)

1. runde Viktoria Zizkov, Tjekkiet 1-0 (h), 1-0 (u)

2. runde Schalke 04, Tyskland 1-2 (u), 2-1 (h) efter forlænget spilletid og straffespark, som Brøndby vandt 3-1.

3. runde FC Barcelona, Spanien 0-1 (h), 1-2 (u)

Sejren over Schalke 04 er Brøndbys sidste store i europæisk sammenhæng. Den var især god, fordi den efterfølgende lodtrækning resulterede i et opgør mod FC Barcelona. Hele vinteren så både de blå-gule og mange andre frem til et opgør mod Ronaldinho og Co., der som ventet dog var alt for stærke.

11. FC København, UEFA Cuppen 2008/09

1. kval-runde Cliftonville, Nordirland 4-0 (u), 7-0 (h)

2. kval-runde Lillestrøm, Norge 3-1 (h), 4-2 (u)

1. runde FC Moskva, Rusland 2-1 (u), 1-1 (h)

Gruppespil

Saint Etienne, Frankrig 1-3 (h)

Valencia, Spanien 1-1 (u)

Rosenborg, Norge 1-1 (h)

Club Brugge, Belgien 1-0 (u)

1/16-finale Manchester City, England 2-2 (h), 1-2 (u)

FC København var blot blevet nummer tre i Superligaen efter mestrene fra AaB og FC Midtjylland. Men i UEFA Cuppen viste "løverne" efterfølgende stabilitet og høj klasse. Cesar Santin scorede sejrsmålet mod Club Brugge, og lige præcis den sejr betød, at FC København gik videre til 1/16-finalerne på bekostning af netop den belgiske klub.

12. Esbjerg, Europa League 2013/2014

Play-off runde Saint Etienne 4-3 (h), 1-0 (u)

Gruppespil

Elfsborg, Sverige 1-0 (h), 2-1 (u)

Salzburg, Østrig 1-2 (h), 0-3 (u)

Standard Liege, Belgien 2-1 (h), 3-1 (u)

1/16-finale Fiorentina 1-3 (h), 1-1 (u)

Det kom som en stor overraskelse, at Esbjerg klarede sig så godt startende med de to sejre over Saint Etienne. I gruppespillet imponerede vestjyderne med at vinde fire af de fem første kampe, hvorefter en plads i 1/16-finalerne allerede var i hus.

13. FC København, Champions League/UEFA Cuppen 2001/02

2. kval-runde Torpedo Kutaisi, Georgien 1-1 (u), 3-1 (h)

3. kval-runde Lazio, Italien 2-1 (h), 1-4 (u)

UEFA Cup

1. runde Obilic, Serbien-Montenegro 2-0 (h), 2-2 (u)

2. runde Ajax, Holland 0-0 (h), 1-0 (u)

3. runde Borussia Dortmund, Tyskland 0-1 (h), 0-1 (u)

Hele to gange har FC København sendt Ajax ud af Europa Cuppen. Dette var første gang; sejrsmålet blev scoret af Niclas Jensen. I næste runde var Borussia Dortmund et hak bedre, men FCKerne var begyndt at ligne et hold, der for alvor kunne præstere noget i Europa.

Tobias Grahn var en stor profil hos OB i den succesfulde sæson. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

14. OB, UEFA Cuppen 2006/07

Kval-runde Llanelli, Wales 1-0 (h), 1-5 (u)

1. runde Hertha Berlin, Tyskland 2-2 (u), 1-0 (h)

Gruppespil

Parma, Italien 1-2 (h)

Heerenveen, Holland 2-0 (u)

Lens, Frankrig 1-1 (h)

Osasuna, Spanien 1-3 (u)

Det var først og fremmest sejren over Hertha Berlin, der var imponerende. Mads Timm scorede sejrsmålet, men det var svenske Tobias Grahn, som var den store spiller. Det var også dengang, hvor den polske keeper Arek Onyszko endnu primært var kendt som en god målmand. Siden udgav han bogen "Fucking polak", hvor han luftede sine rabiate synspunkter.

15. AaB, Champions League/Europa League, 2014/2015

3. kval-runde Dinamo Zagreb, Kroatien 0-1 (h), 2-0 (u)

Play-off runde Apoel Nicosia 1-1 (h), 0-4 (u)

Europa League – gruppespil

Steaua Bukarest, Rumænien 0-6 (u), 1-0 (h)

Rio Ave, Portugal 1-0 (h), 0-2 (u)

Dynamo Kyiv, Ukraine 3-0 (h), 0-2 (u)

1/16-finale

Club Brugge 1-3 (h), 0-3 (u)

En meget blandet sæson for AaB. Imponerende sejre over Dinamo Zagreb og især mod Dynamo Kyiv. Men også nedture som nederlagene mod Apoel Nicosia og Steaua Bukarest.

16. AaB, UEFA Cuppen 2007/08

Kval-runde HJK Helsinki, Finland 1-2 (u), 3-0 (h)

1. runde Sampdoria, Italien 2-2 (u), 0-0 (h)

Gruppespil

Anderlecht, Belgien 1-1 (h)

Tottenham, England 2-3 (u)

Getafe, Spanien 1-2 (h)

Hapoel Tel Aviv, Israel 3-1 (u)

Selv om Sampdoria var langt fra styrken i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne, hvor klubben var en af Europas bedste, var det alligevel en kæmpemæssig overraskelse, at nordjyderne kunne sende italienerne ud af turneringen. Rade Prica og Andreas Johansson scorede AaBs-mål i 2-2-kampen, mens målmand Karim Zaza var med til at sikre 0-0 i returkampen. AaB vandt senere på sæsonen det danske mesterskab for tredje gang.

17. AGF, Europa Cuppen for mesterhold 1960/61

For-runde Legia Warzawa, Polen 3-1 (h), 0-1 (u)

1. runde Frederikstad, Norge 3-0 (h), 1-0 (u)

Kvartfinale Benfica, Portugal 1-3 (u), 1-4 (h)

I de første 32 år af Europa Cuppen for mesterhold nåede kun et dansk hold frem blandt de otte bedste i turneringen, og det var AGF. I kvartfinalerne var turneringens senere vindere fra Benfica dog en alt for stor mundfuld.

William Kvist spillede i FC København fra 2004 til 2011 og vendte tilbage til klubben tidligere i år. (Foto: Jean-Paul Pelissier © Scanpix)

18. FC København, Europa League 2009/10

2. kval-runde FC Mogren, Montenegro 6-0 (h), 6-0 (u)

3. kval-runde FC Stabæk, Norge 3-1 (h), 0-0 (u)

Playoff-runde Apoel Nicosia, Cypern 1-0 (h), 1-3 (u)

Gruppespil

Cluj, Rumænien 0-2 (u), 2-0 (h)

Sparta Prag, Tjekkiet 1-0 (h), 3-0 (u)

PSV Eindhoven, Holland 0-1 (u), 1-1 (h)

1/16-finale Olympique Marseille, Frankrig 1-3 (h), 1-3 (u)

FC København leverede en god og solid indsats lige frem til slutningen af det første opgør mod Olympique Marseille. Her udlignede Jesper Grønkjær til 1-1 i det 79. minut, men så scorede den franske klub to gange i de sidste ti minutter, og så var Ståle Solbakkens tropper reelt ude af turneringen. I returkampen var den franske klub også foran 3-0, inden Ailton fik reduceret.

19. AGF, Europa Cuppen for pokalvindere 1988/89

1. runde Glenavon, Nordirland 4-1 (u), 3-1 (h)

2. runde Cardiff, Wales 2-1 (u), 4-0 (h)

Kvartfinale FC Barcelona, Spanien 0-1 (h), 0-0 (u)

AGFs kampe mod FC Barcelona hører til blandt højdepunkterne i klubbens historien. Barca var bedst i Aarhus, hvor Gary Lineker scorede sejrsmålet. I Barcelona var Marc Rieper til sidst tæt på at score, og så var kampen røget ud i forlænget spilletid.

20. Vejle, Europa Cuppen for mesterhold 1973/1974

1. runde FC Nantes, Frankrig 1-0 (u), 2-2 (h)

2. runde Celtic 0-0, Skotland (u), 0-1 (h)

Vejle var meget tæt på at komme i kvartfinalerne i mesterholdenes turnering som det blot andet danske hold, og det havde slet ikke været ufortjent, hvis det var sket. Efter en flot samlet sejr over de franske mestre fik holdet uafgjort ude mod Celtic, der vandt turneringen i 1967. Men vejlenserne spillede under vanligt niveau og tabte 0-1 på hjemmebane. I kvartfinalerne vandt Celtic over FC Basel, som Vejle også havde haft en reel chance for at slå.

Lars Windfeld var i mange år en stor profil på Århus-mandskabet. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

21. AGF, UEFA Cuppen, 1997/1998

2. kval-runde Ujpest, Ungarn 0-0 (u), 3-2 (h)

1. runde Nantes, Frankrig 2-2 (h), 1-0 (u)

2. runde Twente, Holland 1-1 (h), 0-0 (u)

AGFs europæiske kampe i efteråret 1997 huskes først og fremmest for én mand; nemlig Lars Windfeld. AGF-målmandens præstation, da Nantes blev slået på udebane, var formentlig hans bedste nogensinde.

22. Hvidovre, Europa Cuppen for mesterhold 1967/1968

1. runde FC Basel, Schweiz 2-1 (u), 3-3 (h)

2. runde Real Madrid, Spanien 2-2 (h), 1-4 (u)

Efter en flot samlet sejr over de schweiziske mestre ramlede Hvidovre ind i mægtige Real Madrid, der på det tidspunkt allerede seks gange havde vundet Europa Cuppen for mesterhold - senest i 1966. Hvidovre kom hjemme foran på et mål af Fritz Hansen. Men de store stjerner Francisco Gento og José Pirri bragte gæsterne foran, inden John Petersen udlignede til 2-2. John Petersen scorede også Hvidovres enlige mål i returkampen. Real Madrid blev slået ud i semifinalerne efter 0-1 og 3-3 mod de senere vindere fra Manchester United.

23. Vejle, Europa Cuppen for mesterhold 1979/1980

1. runde Austria Wien, Østrig 3-2 (h), 1-1 (u)

2. runde Hajduk Split, Jugoslavien 0-3 (h), 1-0 (u)

Det var flot at sende Austria Wien ud. Den østrigske storklub havde i 1978 været fremme ved Europa Cup-finalen for pokalvindere, hvor Anderlecht havde vundet 4-0.

24. Brøndby, UEFA Cuppen 1987/1988

1. runde IFK Göteborg, Sverige 2-1 (h), 0-0 (u)

2. runde Sportul Bukarest, Rumænien 3-0 (h), 0-3 (u) Brøndby taber efter straffesparkskonkurrence.

Det var imponerende at slå de forsvarende UEFA Cup-mestre fra IFK Göteborg ud. Men det var derpå meget skuffende, at det endte med et samlet nederlag til et Sportul. Især efter at den første kamp var endt med en 3-0-sejr.

Og så er der FC Midtjylland, der bejler stærkt til en plads i den øverste halvdel af listen.

FC Midtjylland, Champions League/Europa League 2015/2016

2. kval-runde Lincoln Red Imps, Gibraltar 1-0 (h), 2-0 (u)

3. kval-runde Apoel Nicosia, Cypern 1-2 (h), 1-0 (u)

Europa League

Play-off runde Southampton 1-1 (u), 1-0 (h)

Gruppespil

Legia Warzawa 1-0 (h), 0-1 (u)

Club Brugge 3-1 (u), 1-1 (h)

Napoli 1-4 (h), 0-5 (u)

Som nævnt i starten er det især sejrene ude mod Club Brugge og kampene mod Southampton, der har gjort sæsonen flot. Men det trækker selvfølgelig ned, at det blev til et nederlag hjemme mod Apoel Nicosia og to store nederlag mod Napoli.

Og nu gælder det så Manchester United. Med en samlet sejr her vil FC Midtjylland tilmed være stærkt på vej mod den absolutte top af listen.

Har du blot en kommentar til listen? Så skriv herunder!

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: