FCM-profil: United skal jo bare slå os lilleputter 1-0

Midtbanedynamoen Jakob Poulsen sad over i triumfen mod Manchester United, som han stadig kalder favoritter før returopgøret i England.

Jakob Poulsen tror på, de midtjyske lilleputter i Manchester. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det var et af de største resultater i dansk klubfodbold og klart det største i FC Midtjyllands historie, da Manchester United torsdag aften blev sendt hjem fra Herning med et nederlag på 2-1.

De danske mestre måtte sågar undvære en af holdets mest erfarne spillere, da midtbaneprofilen Jakob Poulsen sad ude med karantæne.

Den 32-årige landsholdsspiller nød holdkammeraternes præstation fra sin plads på MCH Arena.

- Drengene gav den fuld gas. Løb og arbejde 100 procent for hinanden. Og kom med noget kvalitet. Havde deres keeper ikke haft to helt fantastiske redninger, så havde vi scoret to mål mere, så jeg synes, det var en fornøjelse at sidde og se på, siger Jakob Poulsen, der trods 'drengenes' fornemme indsats stadig har Premier League-stjernerne fra Manchester United som favoritter til at går videre til 1/8-finalerne i Europa League, når der spilles returopgør i England om en lille uge.

- De har vel nok noget, de gerne vil revanchere, så det bliver nok en rigtig, rigtig svær kamp. Alt andet lige så er de jo nok stadig favoritter. De skal trods alt kun vinde 1-0 på hjemmebane mod et dansk lilleputhold, hvis man kan sige det sådan, siger Jakob Poulsen.

Tror på overraskelsen

Når der torsdag aften klokken 21:05 fløjtes op for returopgøret på Old Trafford i Manchester, så håber Jakob Poulsen, at han er blandt de 11 startende FC Midtjyllandspillere, der træder ind på drømmenes teater, som gerne skulle ende med at blive hjemmeholdets værste mareridt.

Startpladsen tør Poulsen dog ikke tage for givet.

- Det er jo ikke mig, men træneren, der skal beslutte det. Med resultatet fra første kamp, så tror jeg på, vi går videre. Vi har et super udgangspunkt, som giver en masse selvtillid, som der også bliver brug for, hvis vi skal skabe den overraskelse derovre. Vi tager derover med en god tro på tingene.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: