FCM's svar til United-fansene: De kan også blive væk

FC Midtjylland erkender, at de høje billetpriser til kampen mod Manchester United skyldes, at man vil score en økonomisk gevinst på kampen.

Danmark er atter kommet i vælten i de udenlandske medier, primært de britiske. For billetpriserne på 720 kr. til torsdag aftens Europa League-kamp mellem FCM og Manchester United har fået den engelske klubs fans til at rase.

- FCM lænser fansene, både deres egne og de 800 tilrejsende fra Manchester, siger Andy Mitten, der er redaktør for fanbladet ’United We Stand’, til BBC, mens Duncan Drasco, der er leder af Independent Manchester United Supporters Trust, over for Reuters kalder priserne for ”et slag i ansigtet på fansene”.

United-fansene peger på, at priserne til FCM’s kamp mod Southampton var på godt 200 kr., og at prisen for alle Uniteds tre udekampe i CL var på ca. 700 kr.

De 800 tilrejsende fans planlægger derfor at markere deres utilfredshed torsdag aften på MCH Arena med bannere.

Kan være voldsomt

Men FCM melder hus forbi. Klubbens kommercielle direktør, Jacob Jørgensen, slår over for DR fast, at priserne er de samme for begge klubbers fans, og at man gerne vil tjene penge på, at et af verdens største klubber kommer til byen.

- Når vi har sat den billetpris over for United-fansene, så har vi jo også gjort det i forhold til vores egne fans. Det er korrekt, at det var billigere, da vi spillede mod Southampton, men da var det også billigere for vores egne fans, siger Jacob Jørgensen.

- Jeg kan sagtens se, at 700 kroner kan være lidt voldsomt. Jeg synes omvendt, at det ville være mærkeligt, hvis vi reducerede billetprisen for Manchester United-fans i forhold til det, vores egne fans selv skal betale, siger han.

- For os er det ret stort, at United kommer på besøg og derfor er billetprisen høj.

Jacob Jørgensen erkender også, at man udnytter, at et af verdens største klubhold kommer til Herning og dermed kan score en økonomisk gevinst.

- Vi kunne have sat prisen højere og få udsolgt alligevel. Vi synes, at det her er en fair pris, hvor vi får mulighed for at kapitalisere på denne fantastiske oplevelse, det er for hele regionen at få et af verdens største klub-brands på besøg, siger han og tilføjer:

- Var der kommet et hold fra Ukraine, havde billetprisen været lavere, skal jeg være ærlig at sige. Vi kapitaliserer på, at vi har trukket United, det gør vi økonomisk og forhåbentligt også sportsligt, siger Jørgensen, der har forståelse for United-fansenes utilfredshed.

- Jeg kan også godt forstå, at FC Midtjylland ikke klinger vanvittigt fantastisk i United-fansenes ører, men det er nu engang sådan, det er. Nu er det jo os, der har hjemmebane, og så har de sat prisen lidt ned, når vi kommer derover, hvilket er fair nok. Men de ved også, hvordan man tjener penge i United: en sky-boks til seks personer koster 100.000 kr. til vores kamp, siger han og slår fast:

- Det bliver aldrig Manchester United-fansene, der kommer til at diktere vores billetpriser.

Fravalgt Parken

Ifølge den kommercielle direktør foreligger der ikke retningslinjer fra Uefa angående billetpriser. Og han mener heller ikke, at denne diskussion har sammenhæng med den aktuelle billetpris-debat, der foregår i England.

- Dette er noget andet end Premier League, og i øvrigt er priserne også høje i Premier League. Det er frivilligt, om de kommer her til Danmark, de er jo velkommen til at blive væk, det er ikke noget, vi tvinger dem til, siger Jørgensen.

- Vi har gjort os mange overvejelser om lige præcis denne pris, fordi vi havde et alternativt, der hed, at vi kunne have lejet Parken og spillet for 35.000 tilskuere, og så kan det godt være, at vi havde sat prisen ned til 500 kr. og dermed fået en væsentlig bedre forretning, siger han.

- Når vi har valgt at sige, at vi spiller på vores eget stadion, bliver vi nødt til at hæve prisen, så vi kan kapitalisere på kampen, uden at prisen er meget ekstravagant. Nu kan vi tilgodese det lokale samfund, vi er rundet af, og vi har fundet en pris, hvor man kan sige, at vi kan tjene penge på at trække United i Europa League.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: