Sisto drømmehugger Celta videre på forlænget Europa-aften

Pione Sisto sikrede Celta Vigo et historisk avancement på en Europa League-aften, som vil huskes for tre kampe, der gik i forlænget spilletid.

Pione Sisto scorer for Celta Vigo mod Genk. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Pione Sisto blev helten for Celta Vigo, som spillede sig i Europa League-semifinalen torsdag aften. Den danske driblekunstner førte bolden op fra midten af banen og helt op til modstanderen Genks felt, hvor han trykkede af og sendte bolden i nettet.

Kampen sluttede 1-1, og Celta Vigo er i sin første europæiske semifinale efter en samlet sejr på 4-3.

Tre gange forlænget spilletid

I Ajax’ udekamp mod Schalke 04 startede Lasse Schøne på banen, mens Kasper Dolberg først blev skiftet ind i anden halvleg. Kampen røg ud i forlænget spilletid, og her scorede Schalke tidligt, og så virkede kampen afgjort.

Men ti minutter før tid fik Ajax puttet et livsvigtigt udebanemål i kassen, og så gik luften ud af Schalke, som også indkasserede et mål i det 119. minut. Ajax er dermed videre til semifinalen.

Også i Manchester og Besiktas måtte Europa Leauge-kvartfinalerne ud i forlænget spilletid.

I det engelske afgjorde unge Marcus Rashford kampen i det 107 minut, da han scorede til 2-1 mod Anderlecht og sendte Manchester United videre, mens kampen i Besiktas skulle helt ud i straffesparkskonkurrence, før den fik en vinder. Her vandt Lyon og bookede den sidste billet til semifinalen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: