Thorup om Rooneys fravær: Jeg er ligeglad

Jess Thorup går ikke op i, at Wayne Rooney er ude af kampen torsdag aften.

Det er unægtelig en svækkelse, at Manchester United ikke har Wayne Rooney med i kampen mod FCM i Europa League torsdag aften i Herning.

Men FCM’s cheftræner Jess Thorup understregede ved holdets pressemøde onsdag eftermiddag, at han ikke går op i, hvem United har med, og hvem de ikke har med.

- For at være helt ærlig, så er jeg ligeglad, hvem United kommer med, sagde Jess Thorup ved pressemødet.

- Jeg så deres trup til kampen for et par timer siden, og flere har talt om, at de mangler Rooney og Marouane Fellaini. Men for mig handler det mere om, hvordan vi går ind til kampen i morgen, sagde Thorup og fortsatte:

- Det er vores første kamp i år, og måske den største kamp for nogle af spillerne og for klubben. Derfor er det ligemeget, hvem der spiller. Vigtigere er det, hvordan vi præsterer for vores egen skyld og for dansk fodbold, sagde Thorup.

Fokus på FCM

FCM’s cheftræner lagde gang på gang vægt på, at Manchester United naturligvis er et klasse-hold, men også at FCM vil holde fokus på sig selv og ikke stjernerne fra Manchester.

Også selv om den engelske storklub mangler 11 spillere og er kommet til Herning med en del unge spillere.

- Vi er ikke her for at kigge på Manchester United, men for at vise, hvad vi kan, og hvor denne klub er. Ligegyldigt, hvem United spiller med, så skal vi spille op til vores bedste for at få et godt resultat. De nye spillere hos United vil jo benytte denne kamp for at gøre opmærksomme på sig selv, mente Thorup.

- Jeg har lagt mærke til, at United måske ikke har præsteret så godt på det seneste, men jeg har også set, at Louis van Gaal har sagt, at man vil gå efter at vinde Europa League, sagde Thorup, der gerne ser, at FCM får et brugbart resultat med til Manchester.

- Vi skal have et resultat i denne kamp, så vi har noget at spille for i den anden kamp. Hvad det resultat er, er svært at sige, sagde Thorup.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: