VIDEO Uforudsigelige Sisto kan gøre forskellen

Pione Sisto er kun lige fyldt 21 år. Alligevel har han afgjort flere fodboldkampe for FCM og Danmark. Opfrisk tre af Sistos store øjeblikke herunder.

Sisto har evnerne til at vinde fodboldkampe på egen hånd. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Pione Sisto står til at skulle spille en betydningsfuld kamp, når Man Utd på torsdag gæster Heden.

Først og fremmest er kampen vigtig, fordi europæisk fodbold altid er noget ekstraordinært for danske hold.

Men for Sisto er kampen også et udstillingsvindue, hvor et mål eller en assist kan betyde, at de europæiske subtop-klubber måske vil indstille deres kikkert, når den igen peger mod Sisto.

En skadesplaget kreatør

Men på det seneste har der været langt mellem snapsene. Det kan skyldes, at han har været meget skadet, hvilket har udfordret Sistos vej tilbage til storformen.

Alligevel ved vi alle efterhånden, at Sisto kan bidrage med det uventede, og det kommer vi forhåbentlig allerede til at se igen på torsdag.

Vender Superliga-opgør mod Randers

Husker du Superliga-sæsonens efterår i 2014/15, hvor Sisto tog Superligaen med storm?

I tredje runde mødte FCM Randers på hjemmebane, hvor ulvene efter 1. halveg var bagud 0-1. Men straks efter pausen tog Sisto sagen i egen hånd. Først gjorde den lille mand det til 1-1 med hovedet, og bagefter scorede han direkte på frispark.

Sisto kan score med hovedet og direkte på frispark.

Sisto fortsatte med at imponere for FCM, hvilket betød, at mange klubber fik øjnene op for den danske guldfugl.

Dog kunne hans stime ikke fortsætte på samme måde i forårs-sæsonen, da Sisto desværre løb ind i forskellige længerevarende skader.

Står bag FCM-sejr over FCK

Så da FCK gæstede FCM den 17. maj 2015 i en mesterskabskamp, havde Sisto ikke spillet i lang tid.

Alligevel valgte FCMs daværende træner, Glen Riddersholm, klogt at sætte Sisto på banen i anden halveg for første gang i det forår, hvilket blev afgørende, da FCM pludselig fik vendt opgøret fra at spille 0-0 til pludselig at være foran og vinde 2-0.

Sisto sikrer FCM guldet.

Får dansk pas og stryger afsted til U21 EM

Den sommer tog Sisto med Danmark til U21 EM, hvor han allerede i første kamp i gruppespillet mod Tjekkiet igen viste, at han kan afgøre fodboldkampe.

Efter et hjørnespark dumpede bolden ned foran ham, og to sekunder efter lå bolden i nettet.

Sisto scorer med en stiv tå til 2-1.

Forhåbentlig kan Sisto finde det gamle spilhumør frem igen, som vi har set i de tre klip, når FCMs første ottendedelsfinale mod Man Utd går i gang på torsdag klokken 19.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: