Fodboldkoryfæer jubler verden over: En sejr for sporten

Fodboldverdenen reagerer med næsten udelt jubel og tilfredshed over, at Sepp Blatter ikke længere troner i Fifa.

Efter 18 år på posten, så er det slut for Sepp Blatter. Præsident-stolen står nu tom. (Foto: ENNIO LEANZA © Scanpix)

Fodboldverdenen reagerer med næsten udelt jubel og tilfredshed over, at Sepp Blatter ikke længere troner i Fifa.

Efter 18 år på posten tog schweizeren i dag konsekvensen af hårdt internationalt pres og beskyldninger om omfattende korruption i fodboldorganisationen.

Den tidligere engelske landsholdsspiller og nu sportskommentator, Gary Lineker, reagerede med sarkasme:

- Savner allerede Blatter!

Linekers første kommentar var også ironisk:

- Blatter er trådt tilbage. Kan ikke tro det. Fifa har jo altid virket som en retskaffen organisation.

Hvem skød Blatter?

Formanden for det engelske fodboldforbund, Greg Dyke, tog også nyheden med en vis portion humor:

- Hvem fik ham? Hvem skød ham? Hvad er der sket mellem fredag og så nu? Vi har ikke haft en pibende præsident i mange, mange år, sagde han til Sky News.

Senere kunne han være lidt mere formel: 

- Det er gode nyheder for fodboldverdenen. En forandring i toppen af Fifa er nødvendigt for en virkelig reform af organisationen.

Nu fældes alle korrupte ledere

Den tidligere verdensmester med Brasilien, Romario, er nu brasiliensk politiker. Han langede ud efter et "korrupt Fifa":

- Det er de bedste nyheder i lange tider. Det varsler en ny æra for fodbolden. Alle korrupte fodboldledere verden over vil føle deres fald komme som en tsunami. Jeg håber, at denne store bølge vil vaske al korruption ud blandt fodbold-organisationernes topledere.

Figo glæder sig

Den tidligere portugisiske fodboldstjerne Luis Figo var kandidat til præsidentvalget.

Men han opgav, da han ikke mente, at valgkampen foregik på fair vis. Han mener, at det er en god dag for fodbolden.

- Endelig kommer der ændringer. Lad os finde en løsning til at starte en ny æra med gennemsigtighed og demokrati, skriver Figo på Twitter.

Blatter blev presset til at gå

I Uruguay spekuleres der i, at nogen må have presset Sepp Blatter til at gå selv.

- Det er en ubegribelig beslutning. Han var så sikker på, at han kunne fortsætte. Det er klart, at en vigtig person fik presset ham til at tage sådan en beslutning, siger Wilmar Valdez, chef for Uruguays fodboldforbund.

Zambia: Det er de vestlige mediers skyld

De afrikanske lande har længe støttet Sepp Blatter. De er også nogle af de få, som nu begræder præsidentens exit.

Kalusha Bwalya fra Zambias fodboldforbund beskylder de vestlige medier:

- Jeg er chokeret. Den så jeg ikke komme. Men jeg kunne se, at Blatter havde det hårdt i sidste uge i Zürich. De vestlige medier og Platini var usportslige ved flere gange at bede ham træde tilbage.

- Blatter gjorde meget for Fifa. Han støttede altid Afrika, han havde altid omsorg, lyder det fra fodbold-lederen fra Zambia.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve