Zlatan går målamok i kæmpesejr - PSG franske mestre

Mesterskabsmagneten Zlatan Ibrahimovic vinder endnu et mesterskab, efter PSG søndag leverede opvisning

Zlatan Ibrahimovic er en mesterskabsmagnet.

For fjerde år i træk med franske Paris Saint-Germain og for 13. gang i løbet de seneste 15 sæsoner har den store svensker vundet mesterskabet med sit hold.

Søndag kom pokalen i hus, da Paris Saint-Germain vandt en knusende sejr på 9-0 ude over rækkens bundprop, Troyes, og dermed ikke kan hentes, selv om der er hele otte spillerunder tilbage i Ligue 1.

FAKTA: Zlatans mange mesterskaber

Kun to gange i løbet af de seneste 15 sæsoner er Zlatan Ibrahimovic ikke blevet mester med sin klub

Zlatan Ibrahimovic har vundet mesterskaber som få.

Her er en oversigt over mesterskaberne med svenskerens bidrag i form af ligamål og antal ligakampe nævnt i parentes:

2001-2002: Ajax (6 ligamål i 24 ligakampe)

2002-2003: Ikke mester med Ajax (13 mål i 25 kampe)

2003-2004: Ajax (13 mål i 22 kampe)

2004-2005: Juventus (16 mål i 35 kampe)*

2005-2006: Juventus (7 mål i 35 kampe)*

2006-2007: Inter (15 mål i 27 kampe)

2007-2008: Inter (17 mål i 26 kampe)

2008-2009: Inter (25 mål i 35 kampe)

2009-2010: Barcelona (16 mål i 29 kampe)

2010-2011: Milan (14 mål i 29 kampe)

2011-2012: Ikke mester med Milan (28 mål i 32 kampe)

2012-2013: Paris Saint-Germain (30 mål i 34 kampe)

2013-2014: Paris Saint-Germain (26 mål i 33 kampe)

2014-2015: Paris Saint-Germain (19 mål i 24 kampe)

2015-2016: Paris Saint-Germain (27 mål i 30 kampe - otte kampe resterer)

*) Juventus blev siden frataget sine mesterskaber som følge af Calciopoli-skandalen.

Kilder: TT, transfermarkt.de

/ritzau/

PSG førte kampen mod Troyes med 3-0, da der var spillet 19 minutter. Og på ti minutter i anden halvleg scorede Zlatan Ibrahimovic hattrick. Et minut før tid scorede han sit fjerde mål i kampen.

Det kan man da kalde at vinde et mesterskab med stil.

Zlatan Ibrahimovic har - på nær i 2003 og 2012 - vundet et mesterskab hvert eneste år siden 2002 med klubber som Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, AC Milan og PSG.

De to titler med Juventus blev dog senere inddraget på grund af klubbens involvering i Calciopoli-skandalen.

Ibrahimovic har i år scoret 27 mål i 30 ligakampe for PSG.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: