Inter sender topplacering i udbud efter flop

På hjemmebane mod Sassuolo dummede Inter sig og tabte på et straffespark i tillægstiden.

Domenico Berardi fejrer sin scoring efter straffespark. (Foto: Daniel dal Zennaro © Scanpix)

Det skortede ikke på chancer i begge ender, da Serie A-topholdet Inter hjemme tog imod Sassuolo, som med en syvendeplads i tabellen inden kampen har været en af sæsonens positive overraskelser i Italiens bedste række.

Trods de mange chancer formåede ingen af holdene at få prikket hul på bylden, førend et klodset straffespark i 94. minut gav udeholdet en overraskende sejr på 1-0.

Det betyder, at Inter risikerer at miste førstepladsen, da både Napoli og Juventus med sejre senere søndag kan rykke forbi i tabellen.

Både Samir Handanovic i Inters mål og Andrea Consigli i den anden ende diskede op med flere store redninger i den tempofyldte kamp.

Som kampen skred frem, blev spillet hårdt, og der var lidt bataljer ved flere lejligheder.

Klodset straffespark afgjorde kampen

Inter pressede hårdt på mod slutningen, men 24 scoringer i 18 kampe hidtil i sæsonen fortæller også historien om et hold, der ikke sender måltavlen på overarbejde.

Det lykkedes da heller ikke søndag, og i stedet endte det galt for topholdet i fire minutters tillægstid, da Sassuolo fik tilkendt et helt korrekt dømt straffespark.

Inter-forsvareren Miranda væltede klodset ind i en Sassuolo-spiller, og dommeren pegede på pletten.

Domenico Berardi var sikkerheden selv fra de 11 meter, og med sit tredjesæsonmål sikrede han alle tre point.

Med sejren rykker Sassuolo, i hvert fald midlertidigt, op på sjettepladsen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: