Dansk VM-anfører fra 1971 er død

Lis Westberg var anfører for det danske landshold, der vandt det uofficielle VM i fodbold i 1971.

Lis Westberg er gået bort i en alder af 70 år.

DR Sporten bringer her et portræt af den danske anfører fra VM-triumfen i fodbold i 1971.

Fodboldpioneren fra Frederiksværk

Den karismatiske kvinde med det korte hår løftede VM-trofæet som den første, da Danmark vandt det uofficielle VM i Mexico i 1971.

Lis Westberg var anfører på landsholdet. Hun var leder og fighter.

Og så var var hun kvinden, der modtog VM-guldmedaljerne på den danske ambassade for senere at overlevere dem til holdkammeraterne, da Danmark kunne kalde sig verdensmestre i Mexico City efter 32 dage hjemmefra i 1971.

Med ukuelig vilje var hun en nøglespiller på det danske landshold, der tog alle med storm den 4. september 1971.

Mere end 110.000 mennesker så danskerne vinde 3-0 på det legendariske Azteka Stadion i Mexico City.

Dengang var Lis Westberg bare 24 år og lige blevet mor til sit første barn.

- Min datter blev ét år den dag, vi spillede finalen. Det var meget svært, syntes jeg. Hun blev passet af min mor under hele VM. Det var der nok ikke mange, der havde gjort i dag, har hun tidligere fortalt til Information.

Dette er et vidne om en kvinde, der altid var sit ansvar bevidst. En ydmyg verdensmester, der tog vare på sig selv og andre. Og en dygtig fodboldspiller, der senere blev fodboldtræner i den lokale fodboldklub i Frederiksværk.

Her lærte hun Thomas Frank at kende. En mand som hun senere kom til at arbejde sammen med og udviklede et nært venskab til.

Den senere Brøndby-træner har tidligere fortalt til Lokalavisen Frederiksværk om de ting, han lærte af den danske VM-helt.

- Jeg lærte fra samarbejdet med Lis, at jeg har brug for gode folk omkring mig. Senere i karrieren tog jeg min svoger med. Og Lis havde en erfaring organisatorisk og taktisk, jeg kunne bruge.

Lis Westberg forstod at give fra sig. At lade andre finde den bedste udgave af dem selv mens hun selv stod i baggrunden som den, der lod succesen komme andre til gode.

Danmark har mistet en fodboldpioner.

- I går, for 46 år siden, blev vores mor verdensmester, og i dag er hun desværre gået bort, efter en lang og sej kamp mod kræften. Du er og vil altid være en fighter, og vil efterlade et kæmpe savn hos os alle. En stjerne på himlen er tændt. Hvil i fred kære mor og kone, skriver familien på Facebook.

Du kan se udsendelsen: Da Danmark blev verdensmestre i fodbold i videoen øverst.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve