Delaftale på plads: Kampen mellem Danmark og Kroatien bliver spillet

DBU og Spillerforeningen har indgået en delaftale, der betyder, landsholdet skal spille landskamp på tirsdag mod Kroatien.

Kvindelandsholdet i fodbold efter træning Dragør onsdag d. 18 oktober 2017. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Kvindelandsholdets kamp mod Kroatien bliver til noget. Dansk Boldspil-Union, DBU, og spillernes fagforening, Spillerforeningen, er nemlig blevet enige om en delaftale.

Derfor stiller spillerne op til kampen, der ellers var i fare for at blive aflyst, præcis som kampen mod Sverige, der skulle have været spillet fredag, blev.

De to parter har samtidig aftalt, at forhandlingerne fortsætter efter kampen mod Kroatien. FIFPro og Uefa indtræder samtidig som mæglere i forhandlingerne.

- Den sidste tid har handlet alt for meget om konflikt – det har skadet Kvindelandsholdet og alle os, der hepper på dem.

- Nu har vi fuldt fokus på fodbold og forberedelserne til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien på tirsdag. Vi glæder os til at træne og spille kamp, siger DBU's elitechef Kim Hallberg i en pressemeddelelse.

Hidtil kun åbne for permanent aftale

Spillerne påbegynder fredag eftermiddag forberedelserne til kampen mod Kroatien. I lang tid havde de ellers svoret, at de ikke ville stille op, med mindre en permanent aftale blev indgået.

- Det er vigtigt, at vi nu har fået en delaftale på plads, der gør det muligt at spille VM-kvalifikationskampene, og som samtidig betyder, at vi fra begge lejre har givet tilsagn om at forhandle videre og få en kollektiv aftale plads snarest, siger kvindelandsholdets anfører Pernille Harder.

Det vides endnu ikke, hvilke konsekvenser aflysningen af fredagens kamp mod Sverige får for kvindelandsholdet. Uefa tager først stilling til sagen, efter at den planlagte kamp skulle have været spillet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve