DR ved spillerhotellet: Formand og direktør er ankommet

Mads Øland og Jeppe Curth ankom sent onsdag aften til spillernes hotel i København.

Konflikten i dansk kvindefodbold nåede et lavpunkt onsdag, da DBU orienterede det svenske fodboldforbund om, at Danmark ikke stiller til den vigtige VM-kvalifikationskamp på fredag.

I løbet af dagen har de danske landsholdsspillere dog trænet selv i Dragør, og noget tyder på, at de endnu ikke har opgivet at spille landskampen fredag. Sent onsdag aften var der så endnu en udvikling i sagen.

- Seneste nyt er, at Spillerforeningens chefforhandlere, Jeppe Curth og Mads Øland, for lidt over en time siden ankom til spillerhotellet her bag mig. Det er dem, der forhandler på kvindelandsholdets vegne i denne konflikt med DBU, siger DR Sportens reporter Niklas Brandt på DR1 ved 22.20-tiden onsdag aften.

- De ville ikke sige noget, da de ankom, men som jeg forstår det, så sidder de lige nu sammen med kvindelandsholdet inde i et af konferencelokalerne her på hotellet. Man må gå ud fra, at de lægger en eller anden form for slagplan for, hvad de skal gøre ved det her, siger han.

Myndigheden bag kvalifikationsturneringen, Uefa, er endnu ikke gået ind i sagen med eventuelle sanktioner, men agter at gøre det fredag, når spilletidspunktet er overskredet.

Indtil videre er der en deadline klokken 12.00 torsdag, hvor DBU skal have indregistreret de spillere, man agter at bruge i kampen. Bliver det ikke gjort, kan kampen officielt aflyses.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve