Håb forude: Forhandlingerne mellem DBU og landsholdet genoptaget

Efter flere dages tavshed er spillerne og DBU tilbage ved forhandlingsbordet.

Kvindelandsholdet her under en træning ved EM i Holland. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Mens de danske fodboldspillere på kvindelandsholdet i øjeblikket træner uden for DBU-regi, er forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsftale genoptaget.

Det bekræfter Spillerforeningens formand, Jeppe Curth, over for DR Sporten.

- Spillerne og DBU forhandlede indtil midnat i går, og de forhandlinger er genoptaget i dag klokken 10. Og de er stadig i gang med at forhandle, siger Jeppe Curth om forhandlingerne, der ellers har stået i stampe i adskillige dage.

- Vi er glade for, at DBU er kommet tilbage til forhandlingsbordet, og forhåbentlig kan vi snart finde en løsning, siger Curth.

Aflyst EM-revanche

Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet og det mandlige U21-landshold var ellers brudt sammen, hvilket har medført at EM-revanchen mod Holland, der skulle finde sted i morgen, er aflyst.

På tirsdag spiller kvindelandsholdet sin første VM-kvalifikationskamp mod Ungarn, en kamp, der ligeledes risikerer at komme i fare, hvis man ikke finder en løsning mellem parterne.

Kvindelandsholdet træner i øjeblikket i Dragør, hvor Spillerforeningen står for træningen. Sanne Troelsgaard og Stina Lykke er ikke tilstede på træningsbanen, da det er de to spillere, der er spillernes repræsentanter i forhandlingerne.

DR har været i kontakt med DBU, der ikke har nogen kommentarer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve