Landsholdsprofil: En halv million skiller os

Ifølge landsholdsspiller handler konflikten med DBU om under 500.000 kroner.

De danske fodboldkvinder mødte ikke op i landsholdslejren mandag, som det ellers var planlagt. En konflikt mellem spillernes fagforening, Spillerforeningen, og Dansk Boldspil-Union, DBU, har fået spillerne til at blive væk, og lige nu er tingene gået i hårdknude.

Noget tyder dog på, at parterne ikke er alt for langt fra hinanden. Ifølge spillerne drejer det sig nemlig kun om en økonomisk knast på nuværende tidspunkt.

- Alle de principielle ting er sådan set på plads. De blev klaret dengang i delaftalen. Nu er det egentlig bare økonomien, der lige mangler det sidste, siger Sanne Troelsgaard.

Jeg har læst noget om 471.000 kroner?

- Det er meget korrekt. Det er lige under en halv million, der skilles os ad. Så lad os bare få det sidste på plads, så er vi klar til at spille den landskamp på fredag, siger hun.

Tror på løsning

Konflikten betyder, at den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Sverige nu er i fare. Spillerne stiller ikke til kamp, hvis der ikke indgås en aftale. Det håber, Sanne Troelsgaard dog, at man når inden kampen.

- Det håber jeg, vi gør. Jeg er helt sikker på, det nok skal løse sig inden da. Indtil da holder vi os stille og roligt i gang. Det er en vigtig kamp, vi har i vente, så jeg håber, det sker inden fredag, siger hun.

DBU har tidligere mandag meddelt, at spillernes fravær fra træningen betragtes som, at de ikke stiller til kampen. DBU er nu i dialog med Uefa og Fifa om eventuelle konsekvenser.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve