VIDEO Fortuna Hjørring åbner 3F Ligaen med sikker sejr

Med sikre cifre på 5-0 fik Fortuna Hjørring en perfekt start på sæsonen.

Ikke overraskende var Fortuna Hjørring i favoritrollen, da vendelboerne mandag aften var på besøg i Varde til sæsonens allerførste kamp i 3F Ligaen. Træner Brian Sørensen havde valgt at spare de fire spillere, der var med landsholdet i Holland og vinde EM-sølv. Frederikke Thøgersen er dog den eneste af dem, der fik spilletid ved slutrunden.

Rotationen på holdet ændrede dog ikke på kampbilledet, hvor Fortuna Hjørring var dominerende mod Varde, og efter 26 minutter tog gæsterne også føringen. Tamires gjorde det til 1-0, inden Florentina Olar fordoblede føringen kort før pausen.

I starten af anden halvleg udbyggede Agnete Nielsen til 3-0, og det blev også 4-0 til gæsterne, inden Agnete Nielsen med sin anden scoring lukkede kampen til slutresultat 5-0 til Fortuna Hjørring. En perfekt start på sæsonen for sidste års sølvvindere i 3F Ligaen.

Fortunas rivaler og sidste års guldvindere, Brøndby, åbner sæsonen på lørdag ude mod VSK Aarhus.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve