Danmarks landstræner: Dolberg kan blive vigtig til VM

Den danske landstræner har ikke mistet tilliden til Kasper Dolberg trods måltørken i Æresdivisionen.

Kasper Dolberg har stadig landstrænerens tillid trods sin måltørke. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter en forrygende gennembrussæson i Holland sidste år er der gået mere hverdag i den for Kasper Dolberg. Den danske Ajax-angriber har endnu ikke bragt sig på tavlen i Æresdivisionen i denne sæson, men det bekymrer ikke Åge Hareide.

Landstræner ser stadig en stor stjerne i den bare 19-årige angriber, og han ser et enormt udviklingspotentiale i midtjyden; et potentiale, der kan blive vigtigt, hvis Danmark skulle komme med til VM næste sommer.

- Jeg synes, vi har nogle unge spillere, som har godt af at være hos os og få en god læretid. Jeg er helt overbevist om, at Kasper Dolberg vil blive en vigtig mand for os, hvis vi kommer til VM i Rusland, siger Åge Hareide til BT.

- Han bliver kun bedre, og det er ikke unaturligt, at det vil gå lidt tilbage, når du er ung. Han er en god spiller med nogle fantastiske egenskaber. Han har en god teknik og et skud, der er helt formidabelt. Han kan lave mål, og det har han bevist, så han vil komme tilbage. Det er jeg overbevist om, siger Hareide.

Selvom det endnu ikke er blevet til nogle scoringer i ligaen i denne sæson, har Kasper Dolberg dog for nylig markeret sig med et hattrick i en pokalkamp.

Der resterer kun to kampe af Danmarks VM-kvalifikation, hvor det afgøres, om vi skal med til VM i Rusland. Om ni dage gælder det Montenegro på udebane, inden Danmark slutter af mod Rumænien i Parken tre dage senere.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve