Durmisi tvivlsom til Irland-kampe: Jeg har smerter i låret

Den danske venstreback Riza Durmisi forventer at være ude i to til tre uger.

Riza Durmisi er tvivlsom til herrelandsholdets kampe mod Irland i november, (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Når det danske herrelandshold skal møde Irland i to VM-playoff-kampe i november, kan det blive med en alternativ løsning på venstreback. Jens Stryger Larsen blev skadet med herrelandsholdet senest, og nu er Real Betis-spilleren Riza Durmisi også ude.

- Jeg havde jo nogle problemer med baglåret rigtig længe. I en periode gik det rigtig godt - det var nu her, indtil jeg desværre blev skadet. Jeg ville stoppe et kontraangreb, men mærkede et riv i baglåret. Desværre er jeg ude mellem to og tre uger, siger Riza Durmisi til DR.

Den tidligere Brøndby-spiller tør ikke spå om, hvorvidt han kan nå at blive klar til kampene mod Irland, men det bliver nok et kapløb med tiden.

- Det er svært at vurdere lige nu. Jeg har lidt smerter lige nu, men det kommer helt an på, hvor hurtigt jeg kommer over smerterne, og hvor hurtigt jeg kan komme tilbage og lave mine ting. Så må vi se, hvor hurtigt det heler, siger Riza Durmisi.

Danmark møder første gang Irland i Parken i København den 11. november, mens der er returopgør i Dublin tre dage senere. Den samlede vinder af de to opgør kommer med til VM i Rusland.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve