FCM: Vil ikke lægge os fast på OL-antal

FC Midtjylland vil ikke kategorisk afvise at slippe sine spillere til OL og lægger samtidig op til dialog med DBU.

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

I FC Midtjylland vil de ikke låses af en aftale om at give et fast antal spillere til det landhold, der til sommer skal til OL.

- Forslaget lyder fornuftigt nok, men jeg synes ikke, vi skal lægge os fast på antallet af spillere, siger FC Midtjylland-træner Jess Thorup.

Forslaget kommer fra U23-landstræner Niels Frederiksen, efter at både FC Midtjylland og FC København i går afviste at ville slippe sine spillere til OL, hvis de selv skal spille europæisk klubfodbold samtidig.

Men i dag har piben altså fået end anderledes imødekommende lyd i FC Midtjylland.

- Vi skal sætte os ned, når vi nærmer os, og se på den enkelte spiller, og hvem Niels Frederiksen kunne se deltage ved OL. Og samtidig se på, hvordan det ser ud i forhold til klubberne – hvilken position har spilleren for klubben, og hvor langt er de internationalt, siger Jess Thorup.

Og i FC Midtjylland anerkender de da også, at de selv kan have en interesse i at sende spillere til Rio, hvor de Olympiske Lege skal holdes.

- Som klub har man et dilemma - én ting er at spille europæisk fodbold eller Superliga, men OL er samtidig et rigtig godt udstillingsvindue for vores spillere. Så det er også derfor, at vi ikke bare siger konsekvent, at spillerne SKAL deltage, eller at INGEN af vores spillere skal af sted.

-Det er en situation, som kun kan løses via dialog med DBU og klubberne, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.

Det er første gang i 24 år, at det danske landshold har kvalificeret sig til OL.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: