Hareide: Vi skal spille som Klopps Dortmund

Åge Hareide vil indføre en stil, der minder om Jürgen Klopps i Dortmund.

Han er kendt for ikke at lægge sig fast på et bestemt system. Og det vil Åge Hareide heller ikke på det danske landshold.

Men nordmanden har tanker om at indføre en bestemt stil på landsholdet, og her kigger Hareide på Jürgen Klopps tid i Dortmund, som Klopp var cheftræner for fra 2008 til 2015, og som han vandt to mesterskaber med.

- Da Jürgen Klopp var i Dortmund, var der noget interessant. Det intense arbejde i maskineriet med at løbe konstant og hele tiden arbejde hårdt offensivt og defensivt var fantastisk, siger Åge Hareide til DR og fortsætter:

- Der var vældig mange højhastighedsløb og fart i bevægelserne. Det var for mig moderne fodbold, og det vil jeg forsøge at tilføre landsholdet også, siger landstræneren.

Ud over Jürgen Klopp, der nu er i Liverpool, har Åge Hareide også bemærket, hvordan Pep Guardiola arbejder med det fremadrettede og tempoet i spillet.

- Det er helt umuligt ikke at kigge på Guardiola i Bayern München. Det er helt fantastisk den måde, hvorpå de sætter fart på deres spil og er både fremadrettede og dygtige med bolden. For mig handler det om at være god med bolden og være fremadrettet, siger han.

U-systematisk

Åge Hareide har spillet stort set alle systemer med sine klubhold, og den fleksibilitet vil han også indføre på landsholdet.

- Jeg er ikke så systemorienteret, det interesserer mig ikke. Jeg er optaget af relationerne mellem spillerne, og at individerne fungerer på banen og. Jeg forsøger at sætte individer sammen ude på banen og så bygge systemet op omkring det, siger Hareide.

- For af og til kan man have en plan, men pludselig har modstanderen et modtræk, og så må man være fleksibel og ændre det taktiske. De bedste hold i Europa har enorm taktisk fleksibilitet, siger han.

Hareide har en plan

Den systemmæssige alsidighed og den direkte, højintense Klopp’ske stil har han allerede diskuteret med nogle af spillerne, eksempelvis Christian Eriksen og Daniel Agger, og i det hele taget lægger nordmanden vægt på at involvere spillerne i processen.

- Jeg har naturligvis en plan, jeg nu skal dele med alle mine folk omkring mig og med spillerne, og det, ved jeg, bliver godt, siger Åge Hareide.

- Jeg kommer til at involvere spillerne meget. Det er vigtigt, at de får lov til at komme med deres synspunkter om, hvordan de vil have det. Hvis en spiller får lov til at spille en position, han er vant til fra sit klubhold, og på en måde, han er vant til fra klubholdet, bliver han også tryg på landsholdet og spiller godt.

Landsholdet er i øjeblikket samlet forud for testkampene mod Island på torsdag i Herning og mod Skotland i Glasgow på tirsdag.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: