Hareide vil ikke eksperimentere stort mod Skotland

Danmarks nye landstræner har fokus på at få spillet et hold sammen. Tirsdagens testkamp mod Skotland vil derfor næppe byde på de helt store overraskelser.

'Never change a winning team', lyder en af de mest brugte floskler i fodbold. Ordsproget er da også ganske logisk, og kan være en filosofi, som Danmarks nye landstræner, nordmanden Åge Hareide, vil benytte sig af, når Danmark tirsdag aften skal følge op på torsdagens sejr over Island mod Skotland.

- Det kan være fristende at spille med de samme. Vi kommer ikke til at lave vældig mange ændringer. Vi skal have spillet et hold sammen, så det vil give mening at stille med nogenlunde de samme spillere, siger Åge Hareide, der dog kan blive tvunget til at forhold sig til målmandspositionen.

Leicester-målmanden Kasper Schmeichel måtte trække sig fra træningen søndag formiddag. De første meldinger lød på en lårskade til Schmeichel, der dog senere gjorde det klart, at han blot udgik fra træningen for at være på den sikre side.

Lössl kan få chancen

Brøndby-målmand Frederik Rønnow er til gengæld skadet og har forladt landsholdslejren, hvor den tidligere Manchester United-målmand Anders Lindegaard i stedet er kommet til.

Skulle Kasper Schmeichel ikke spille, så ligner det dog, at det bliver Jonas Lössl, der får chancen mellem stængerne.

- Det ser godt ud med Kasper, men det er en vurderingssag, om vi skal lade Jonas Lössl komme ind og spille. Vi vil gerne se ham an og det kan blive allerede i morgen, siger Åge Hareide.

I torsdagens 2-1-sejr over Island var der flere lyspunkter. Ét af dem var, at Tottenham-stjernen Christian Eriksen endelig greb taktstokken og orkestrerede flere fornemme angreb. Fynboen håber på en gentagelse tirsdag aften mod skotterne.

- Vi har forsøgt at bygge mere på. Vi skulle lære en masse i den første kamp i forhold til Åges planer. Spillet var mere direkte og vi kom hurtigt til chancer. Og vi havde også mange tidlige indlæg, siger Christian Eriksen, der har noteret sig en ny energi på landsholdet efter Åge Hareides ansættelse.

- Alle vil gerne vise sig frem for en ny træner. Det gælder for alle. Mod Skotland får vi forhåbentligt det samme at se, hvor der er stor spilleglæde og folk, der gerne vil vise sig frem.

Skotland og Danmark spiller tirsdag aften klokken 21:00 på det imponerende Hampden Park i Glasgow.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: