INTERVIEW Hollandsk EM-tekniker: Stadig deprimerende at tale om ’92

Hvordan kunne Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Marco van Basten tabe til Danmark i EM-semifinalen? 25 år efter kan hollandske Bryan Roy endnu ikke fatte det.

- Det er stadig deprimerende at tale om, at vi ikke kom i finalen. Det var skandaløst, at vi ikke vandt mesterskabet. Skandaløst! Når man tænker på vores spillestil og vores spillere. Og vi kom op mod Danmark i finalerne. Den bedste modstander, man kunne få i forhold til de andre.

Det er 25 år siden, at Danmark slog Holland i EM-semifinalen efter 2-2 og straffesparkskonkurrence, og nederlaget sidder stadig dybt i den hollandske kantspiller, Bryan Roy, når han tænker tilbage.

- Det, der skete for os mod Danmark, var ét stort blackout. Og det sker jo også i fodbold. Man skal præstere i hver eneste kamp, siger Bryan Roy til DR.

Den hollandske tro på egne evner var på noget nær sit højeste i 1992, hvor holdet - modsat i dag – var blandt de allerstørste fodboldnationer i Europa og naturligvis blandt favoritterne til at vinde EM-slutrunden i Sverige.

Snakkede kun om Laudrup

Alt gik da også efter planen for Holland, der sluttede øverst i deres gruppe med Tyskland, Skotland og Fællesskabet af Uafhængige Stater (det russiske hold efter Sovjetunionens sammenbrud, men før Rusland). Holland besejrede blandt andre Tyskland 3-1 i den sidste gruppekamp og var således spækket med selvtillid inden semifinalen mod Danmark.

Det eneste, vi diskuterede om det danske hold, var Laudrup.

Bryan Roy

- Det eneste, vi diskuterede om det danske hold, var Laudrup - og så at de ikke engang havde kvalificeret sig. Deres kampe havde ikke været imponerende. De eneste spillere, jeg kunne huske, var Brian Laudrup. Han spillede en fantastisk turnering. Der var også angriberen Flemming Povlsen. Han var meget vigtig for dem, siger Roy.

- De andre knoklede og arbejdede som et hold. Men efter min opfattelse var det Brian Laudrup, der gjorde forskellen. Resten var ikke exceptionelle spillere. Det var et almindeligt hold. Vi kvalificerede os til EM ’92 på en meget overbevisende måde, så vi opfattede det lidt som en venskabskamp. Vi tænkte, at Danmark kunne vi helt sikkert slå. Men det endte helt anderledes.

Hårde, danske vikinger

Den nu 47-årige kantspiller husker, at Holland på ingen måde undervurderede Danmark. Det sørgede landstræner Rinus Michels for. Han var manden, der perfektionerede den såkaldte totalfodbold og var kendt som en grundig træner.

Alligevel var det Danmark, der trak sig sejrrigt ud af tvekampen med de hollandske stjerner som Marco van Basten, Frank Rijkaard og Ruud Gullit, og det skyldtes især danskernes overraskende store kampiver, mener Bryan Roy.

De spillede, som om det var deres livs sidste kamp.

Bryan Roy

- Vi gik ind til kampen med den helt rigtig indstilling, men jeg kan huske, at de danske fyre spillede utroligt offensivt og skarpt. De spillede, som om det var deres livs sidste kamp. Det er det, jeg husker mest. Jeg tror, at det slog benene lidt væk under os. Men i sidste ende havde vi så mange chancer. At vi tabte den kamp, det har jeg stadig svært ved at fatte.

- De var nogle hårde negle. Nogle vikinger. De kæmpede hårdt. De kæmpede, ligesom man gjorde i gamle dage. Det var derfor, de vandt pokalen og mesterskabet, siger Bryan Roy.

I aften kan du se dokumentaren ’Tabernes fortælling’. Her kigger flere af Danmarks modstandere fra EM-slutrunden i 1992 tilbage på den usandsynlige danske triumf. Det er i temalørdag på DR2 i aften klokken 20.55.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve