Kraul: Laudrup har haft en fantastisk trænerkarriere

Michael Laudrup nærmer sig et stop for trænerkarrieren, som DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul mener har været fantastisk.

Michael Laudrup førte Swansea frem til sejr i den engelske Liga Cup i 2013. Året efter stoppede han i klubben. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Michael Laudrup indikerer i et interview med DR Sporten torsdag, at det efterhånden lakker mod enden i trænerkarrieren.

- Dette er mit sidste eller næstsidste trænerjob, siger Michael Laudrup, der i øjeblikket er træner i Qatar-klubben Al-Rayyan.

- 'Sidste eller næstsidste' skal ses i det lys, at jeg indenfor overskuelig fremtid gerne vil have en anderledes hverdag eller en anden levemåde.

Michael Laudrup holder med det citat måske døren en smule på klem for tjansen som dansk landstræner, da det godt kan betegnes som ’en anderledes hverdag’ eller ’anden levemåde’ i forhold til jobbet som klubtræner, men den tolkning tør DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul godt skyde ned.

Michael Laudrup - Trænerkarriren

2000-02: Assistentræner for Morten Olsen på det danske landshold

Michael Laudrup er to år Morten Olsens højre hånd, inden han forlader jobbet efter VM-slutrunden i Japan og Sydkorea

2002-06: Cheftræner i Brøndby IF

Michael Laudrups første cheftrænerjob er præget af duellen med FC København om det danske mesterskab. I 2005 kommer Laudrup og kompagni sejrrigt ud af det med både mesterskab og the double. Symbolet på den fine sæson bliver 5-0-sejren over FC København. Laudrup stopper dog i foråret 2006, da han og klubben ikke kan komme til enighed om en ny kontrakt.

2007-08: Cheftræner i Getafe

Michael Laudrup fører den lille Madrid-klub Getafe helt frem til kvartfinalen i Uefa-cuppen, hvor Laudrups mandskab er få minutter fra at sende storklubben Bayern München ud af turneringen. Getafe når desuden frem til den spanske pokalfinale, som vindes af Valencia. Michael Laudrup siger op efter én sæson i klubben. På rygteplan er han på ønskelisten i FC Barcelona.

2008-09: Cheftræner i Spartak Moskva

Et komplet mislykket ophold i den russiske hovedstad ender med en fyreseddel efter en serie af dårlige resultater.

2010-11: Cheftræner i Real Mallorca

Michael Laudrup redder den økonomisk trængte klub fra nedrykning i førstesæsonen, men problemerne ulmer og kort inde i anden sæson på solskinsøen går det galt. Michael Laudrup siger op, da klubben fyrer hans assistent, Erik Larsen. Forholdet til den enerådige sportsdirektør, Lorenzo Sanz Ferrer, beskriver han senere som betændt.

2012-14: Cheftræner i Swansea

Førstesæsonen i walisiske Swansea går over al forventning. Holdet spiller seværdig fodbold og ender på en flot 9.-plads i Premier League og vinder samtidigt det første store trofæ i klubbens historie, da det bliver finalesejr over Bradford i Liga Cuppen. Knap så succesrig er den følgende sæson, hvor Michael Laudrup fyres i februar. Klubben begrunder fyringen med 'en periode med mange dårlige resultater'.

2014-15: Cheftræner i Lekhwiya

Michael Laudrup skriver under på en kontrakt af ét år varighed med Qatar-klubben og vinder både pokalturneringen og mesterskabet. Danskeren kan dog ikke blive enig med klubben om en ny kontrakt, så opholdet i Lekhwiya bliver en kort succes.

2016-?: Cheftræner i Al-Rayyan

Michael Laudrup skriver under på en to-årig kontrakt med Qatar-klubben, som i 2017 render ind i økonomiske vanskeligheder. I en periode er der ingen udbetaling af løn og bonusser i klubben.

- Hvis han skulle tage et dansk landstrænerjob, så indebærer det lige præcis nogle af de ting, han har bevæget sig væk fra. Presset, den daglige eksponering, fornemmelsen af hele tiden at skulle stå til rådighed for andre. Hvis Michael Laudrup skulle blive landstræner i Danmark, så ville han igen se sig selv på forsiderne konstant. Og ikke bare på sportssiderne. Det er jo også forsiden af Se&Hør. Lige nu er han væk. Ude af det der, siger Andreas Kraul.

- Jeg tror, det er helt reelt, når han taler om, hvordan han ønsker at indrette sit liv. Man skal huske på, at han har prøvet begge dele, hvor han både har oplevet at være 100 procent eksponeret i døgnets samtlige 24 timer, da han eksempelvis var i FC Barcelona og Real Madrid, og så har han prøvet at være noget længere væk fra offentligheden, i sin tid i Qatar som træner og som spiller, da han i en kort periode var i Japan, siger Andreas Kraul

Forkerte forventninger

Skulle Michael Laudrups trænerkarriere ende i Qatar, så bliver stoppestedet et noget andet sted end mange danske fodboldinteresserede nok havde forestillet sig eller drømt om på Michael Laudrups vegne, der i sin spillerkarriere nåede helt til tops i FC Barcelona og Real Madrid.

Det er dog forkert at måle træneren Michael Laudrup op mod spilleren Michael Laudrup, mener Andreas Kraul.

- Det har været en fantastisk trænerkarriere. Det, som folk glemmer, er, Michael Laudrup var en af verdens allerbedste fodboldspillere. Han var i perioder i Top 3 i verden. Det bliver holdt op mod hans trænerkarriere. Det er forkert. For hvis du ser på trænerkarrieren og et øjeblik leger med tanken om, at han hedder Michael Jensen i stedet for Michael Laudrup, så ville man sige, at han sammen med Morten Olsen er den mand, der haft den flotteste trænerkarriere af danskere, siger Andreas Kraul, der peger på, at Michael Laudrup har formået at træne hold i to af verdens bedste ligaer, Premier League og La Liga.

- Han har vundet det, der skulle vindes i Danmark med Brøndby. Så tog han ud og skabte sig en karriere i udlandet, hvilket der næsten er ingen danske trænere, der formår, hvor han førte et lillebitte mandskab som Getafe langt i Europa og vandt en titel med Swansea – klubbens eneste.

Michael Laudrup førte Getafe frem til den spanske pokalfinale og nåede kvartfinalen i Uefa-cuppen, hvor den lille Madrid-klub var få minutter fra at ekspedere Bayern München ud af turneringen, mens det blev til triumf i Liga Cuppen i tiden i Swansea.

Fine præstationer, men dog ikke meget i sammenligning med de resultater, som Michael Laudrup opnåede som spiller for Real Madrid og FC Barcelona, hvor han med til at vinde alt, der var værd at vinde.

Resultater, der vil skygge ind over trænerkarrieren for altid.

- Han har altså trænet i et nogle af verdens bedste ligaer og hvor mange har lige det? Så han har faktisk haft en fantastisk trænerkarriere, som bare bliver glemt lidt, da han var så god en spiller og vi derfor alle regnede med, at så måtte han da også vinde Champions League med Real Madrid som træner eller lignende, siger Andreas Kraul.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: