Krauls karakterbog: Den ramte Åge lige i r….

DR Sportens Andreas Kraul ligger generelt højt på skalaen efter sejren på 2-1 over Island. Christian Eriksen fandt sig selv, og Åge Hareide ramte plet med sin nye formation.

Åge Hareide kom særdeles godt fra start som dansk landstræner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Kasper Schmeichel 4
Målmanden fra Leicester var ikke helt skarp denne aften i Herning og gav tre halvfarlige returbolde på langskud, han normalt ville holde. Reduceringen til 1-2 til sidst i kampen kunne Schmeichel til gengæld ikke gøre så meget ved.

Danmark - Island , venskabslandskamp MCH-Arena i Herning: Startopstillingen holdfoto (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Simon Kjær 4
Stopperen fra Fenerbache stod svagest i billedet i den danske defensiv med problemer i afspillet og lidt i placeringerne over for de islandske angribere. Men Kjær er nu stadig rar at have på banen rent fysisk. Overtog anførerbindet fra Daniel Agger i anden halvleg.

Andreas Christensen 10
Første kamp fra start på A-landsholdet for ’AC’; og hvilken en! Han er 19 år gammel, men spiller som en moderne libero med mange års erfaring fra højeste internationale niveau. Styrede 3-mandsforsvaret med voldsom autoritet og ro.

Daniel Agger 7
Anføreren så ud til at nyde den nye 3-5-2 formation med Andreas Christensen ved sin side og god plads til at trække med frem og sætte spillet med den stadig fine venstrefod. Spillede en god time og må være godt tilfreds med den nye stil.

Henrik Dalsgaard 7
Absolut godkendt debut i rollen som højre wingback for den tidligere AaB’er, der indledte med et par dårlige afleveringer, men derefter drønede ud over stepperne. Mangler måske lige en anelse i indlæggene, men kan sagtens får en rolle i rødt og hvidt fremover.

Thomas Delaney 7
Var på forhånd udråbt som kommende nøglespiller af Hareide, og Delaney leverede 100 procents dedikation og energi i hele banens længde. Advarsel for en meget hård tackling i første halvleg og lidt småfejl, men en flot kamp centralt.

Christian Eriksen 10
Endelig! Hvor ofte har man ikke sukket efter, at Christian Eriksen skulle tage dirigentstokken på landsholdet. Mod Island gjorde han det. Den nye formation klædte Danmarks 10’er, som sugede boldene til sig, lagde de rigtige afleveringer og leverede en suveræn assist til Nicolai Jørgensens andet mål.

CAPTION CORRECTION!!! CITY IS HERNING NOT AALBORG, Danmark 's Thomas Delaney (R) and Haukur Heidar Hauksson of Iceland in action during their international friendly soccermatch in Herning, Denmark 24. march 2016 (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Pierre-Emile Højbjerg 7
Virkede en anelse tung i første halvleg, men kom stadig med masser af drive og også et godt langskudsforsøg. Faktisk mere styrende efter pausen og et stort aktiv for Danmark i motorrummet sammen med Delaney. En fin duo.

Riza Durmisi 7
Brøndby-backen trives åbenlyst godt med at være i en lidt mere offensiv rolle. Kom frem til et par rigtig gode offensive aktioner, men kunne godt nogle gange være mere synlig. Alt i alt dog en ny fin kamp af Durmisi i den røde trøje.

Yussuf Poulsen 7
Danmark har længe savnet en dygtig dybdeløber, men det har vi i Yussuf Poulsen, hvilket den unge angriber viste ved 1-0 scoringen, hvor han oversprintede Kari Arnason og lagde op til Jørgensen. Truede hele tiden og havde selv et par gode hovedstød i første halvleg.

Nicolai Jørgensen 10
I virkeligheden var Nicolai Jørgensen en af de mere blege danske præstationer før pausen, men som man kender ham fra FC København, lynede offensivspilleren pludselig i den grad efter pausen. To fine mål, og så har Jørgensen for en stund fået de fleste til at glemme Bendtner.

Indskiftede spillere:

Lasse Schöne 4
Fik en halv time på Eriksens position og leverede et par gode detaljer, men fik slet ikke på samme måde sat spillet offensivt.

Jannik Vestergaard 7
Den enorme stopper fra Werder Bremen står tydeligvis først i køen som reserve til tre-mandsforsvaret og afløste med autoritet Agger i den sidste halve time.

Lasse Vibe 4
Vibe bød ind med et godt venstrebensspark mod det islandske mål, men var ellers ikke meget i centrum i de 30 minutter, han fik på banen.

Martin Braithwaite UB

William Kvist UB

Åge Hareide 10
Nordmanden er kommet godt fra start som landstræner. Andet kan man ikke sige. Godt nok er Island ikke en kommende europamester, men det er trods alt et hold, der sidste år slog Holland både ude og hjemme, og Hareide ramte det nye system og sin startopstilling lige i bagdelen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: