Kvist om Hareide: Følehornene er længere ude

William Kvist forventer ingen revolution under den nye landstræner Åge Hareide, som midtbanespilleren dog er spændt på at spille under.

Med 61 landskampe i støvlerne – alle under den nu forhenværende landstræner Morten Olsen – har Wiliam Kvist mere end de fleste på det nuværende landshold lært sig arbejdsgangen og vanerne i de rød-hvide gemakker.

Men nu er der en ny mand på broen. Åge Hareide har i denne uge haft ansvaret for landsholdet for første gang.

- Det er spændende. Nu har jeg været i den samme skole i rigtig lang tid, men nu er følehornene en tand længere ude. Der er nye folk omkring holdet, og det giver gode inputs, siger William Kvist.

Ingen revolution

Danmark spiller i morgen mod Island i en træningskamp – Åge Hareides første på den danske trænerbænk. Man skal dog ikke forvente at se et fuldstændig forandret dansk landshold helt uden Morten Olsens fingeraftryk:

- Man kan ikke ændre det hele på to træninger, men man kan få en retning. Det er vigtigt for Åge og (assistenttræner, red.) Jon Dahl, at der nu er nogle kampe, hvor vi intensivt kan arbejde på nogle ting, de gerne vil have ændret på. Uden at det bliver nogen revolution.

Tirsdag den 29. marts går trænerteamet Hareide og Dahl ind til sin anden kamp i spidsen for Danmark. Her gæster de danske tropper Hampden Park i Skotland.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: