Landsholdsprofiler ser frem til norsk luftforandring

Det var på tide med forandring på det danske landshold, siger blandt andre Christian Eriksen forud for Åge Hareides første kamp som landstræner.

Da landsholdets spillere i dag mødtes på Hotel Hilton i Kastrup var det for alle sammen første gang de samledes under DBU’s fane uden Morten Olsen som landstræner.

Efter 15 år og 166 landskampe med farvehandleren fra Vordingborg i spidsen har alle nutidens landsholdsspillere fået deres debut i rødt og hvidt under ham.

Fremover bliver det Åge Hareide, der sætter landsholdet og giver debut til unge spillere, og det er en tiltrængt forandring, anerkender flere af spillerne.

- Nogle gange har man brug for en forandring, og så man håbe, at den bliver positiv, siger Christian Eriksen og fortsætter:

- Der kommer noget nyt ind på landsholdet, for det har været det samme i mange år. Det bliver meget anderledes, end det man har været vant til fodboldmæssigt, og forhåbentlig med bedre resultater, og måske også med bedre fodbold. Det finder vi ud af, siger playmakeren.

Kredit til Morten Olsen

Samme toner lyder fra målmand Kasper Schmeichel, der også ser frem til at revanchere de to seneste kvalifikationsturneringer, der er endt med dansk skuffelse.

- Det er en ny landstræner, en ny stab omkring holdet og en helt ny måde at arbejde på, så jeg glæder mig til at se, hvad det bringer.

- Morten Olsen fortjener al den kredit, han kan få, men nu er det en ny tid, og vi skal ud på banen, for vi har ikke leveret det, som vi skulle, i de to sidste kvalifikationer, og det kan vi forhåbentlig forbedre, siger han.

Ny dagligdag

Simon Kjær er en af landsholdets mest rutinerede spillere, og ligesom resten af truppen fik han sin debut under Morten Olsen. Men nu ser han også frem til luftforandring på trænerbænken, og hvilken indflydelse den får på både stort og småt.

- Der skal ske noget helt nyt, og det har jeg ikke prøvet, siden jeg kom til (Han fik debut i 2006, red.). Så det bliver spændende at se, hvilke ideer, han har om fodbold, og det bliver interessant at se, hvordan han har lyst til at køre dagligdagen på landsholdet. Det er der en del spørgsmålstegn ved lige nu.

Åge Hareide tager for alvor hul på livet som landstræner på torsdag den 24. marts, når Danmark møder Island klokken 21.00.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: