Sisto: Superstolte over at få det vendt

De danske fodboldherrer er glade for at have vendt den dårlige start, men arbejdet er ikke ovre.

Sisto har fået fuld spilletid i de seneste tre landskampe. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Drømmen om dansk VM-deltagelse i 2018 virkede meget langt væk, men efter fire danske sejre i træk i kvalifikationsgruppen er den kommet tæt på.

Så tæt på, at det blot kræver et enkelt point i søndagens hjemmekamp mod Rumænien, før de danske fodboldherrer er sikret to VM-playoffkampe.

Og det var lige efter planen, lyder det fra Pione Sisto.

- Det var det, vi håbede på. Efter mange kampe, hvor vi ikke har fået nok points, har vi fået det vendt, siger han.

Danmark havde blot fået skrabet syv points sammen efter de første fem kvalifikationsgruppe, men siden har de gjort rent bord og er nu placeret på en andenplads i gruppen tre points efter Polen.

- Vi er superstolte over at få det vendt, siger Sisto.

Arbejdet skal gøres færdigt

Den 22-årige kantspiller erkender dog, at de danske spillere ikke skal slappe alt for meget af inden den sidste og afgørende gruppekamp mod Rumænien.

- Nu må vi hellere gøre arbejdet færdigt, siger han.

Og målet forud for Rumænien-kampen er klart.

- Det handler om at forberede sig og få de tre points. Der er ikke så meget der, siger Sisto.

Kampen mellem Danmark og Rumænien spilles søndag kl. 18.00. Du kan følge kampen i LIGA på P3 uden afbrydelser eller se den på Kanal 5.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve