Skotland har historisk overtag mod Danmark - men ikke familien Laudrup

Danmark og Skotland har aldrig spillet uafgjort i landenes 16 første møder.

Familien Laudrup har gode minder med landskampe mod Skotland. (Foto: Palle hedemann © Scanpix)

Fakta om landskampe mellem Danmark og Skotland:

* De to landshold har mødt hinanden i 16 A-landskampe. Danmark har vundet syv kampe, ingen er endt uafgjort, mens skotterne har vundet ni kampe. Målscoreren siger 20-15 i skotternes favør.

* Syv af de 16 kampe har været kvalifikations- eller slutrundekampe. Her siger statistikken to danske sejre og fem nederlag.

* Den seneste betydende kamp mellem landene var ved VM i Mexico i 1986, hvor Danmark vandt 1-0 på mål af Preben Elkjær.

* To gange har Danmark vundet med to mål over Skotland. Første gang var i 1932 i landenes allerførste møde, da Danmark vandt 3-1, mens det i 1996 blev til en dansk 2-0-sejr. Begge opgør blev spillet i København.

* Det største danske nederlag var 1-4 i 1972 i København.

* Både Finn, Michael og Brian Laudrup har scoret for landsholdet mod Skotland.

* Senest holdene mødtes var 10. august 2011, hvor Danmark tabte 1-2 i en venskabskamp på Hampden Park. William Kvist lavede ved den lejlighed selvmål, før Christian Eriksen udlignede. Kort før pausen scorede Robert Snodgrass skotternes sejrsmål.

* Fra den kamp er fem af banens aktører med i den nuværende landsholdstrup; Simon Kjær, Daniel Agger, William Kvist, Christian Eriksen og Lasse Schöne - mens Anders Lindegaard, der sad på bænken i kampen, også er med i den aktuelle trup.

* Dertil kommer Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli og Stephan Andersen, som ved fuld friskhed stadig forventes at være inde i landsholdsvarmen.

Kilde: DBUs landsholdsdatabase

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: