U21-landsholdet afværger EM-bommert mod lilleput

Esbjerg-spilleren Casper Nielsen reddede U21-landsholdet fra kostbare pointtab i EM-kvalifikationen.

Det danske U21-landshold holder sig på rette kurs mod næste års EM i Polen, men fredag var det tæt på at ende galt.

På udebane lykkedes det for landstræner Niels Frederiksens mandskab at slå lilleputnationen Luxembourg med 1-0 efter en scoring i det 90. minut.

Den store helt blev den indskiftede Esbjerg-spiller Casper Nielsen, der havde afløst Brøndbys Christian Nørgaard midtvejs i anden halvleg.

Det lå ikke i kortene, at Danmark skulle få problemer mod Luxembourg med en startopstilling, der talte offensive profiler som FC Midtjyllands Pione Sisto, Viktor Fischer fra Ajax og Lucas Andersen fra Willem II.

Sammen med Brøndbys Andrew Hjulsager kom den stærke trio frem til flere gode muligheder, der var tæt på at sikre en tidlig dansk føring. Men den sidste skarphed var flere gange ikke god nok, og i andre situationer kom en modspiller i vejen.

Chancer i begge ender

Da det tidlige danske føringsmål aldrig blev til noget, begyndte Luxembourg pludselig at true i den anden ende af banen.

Umiddelbart før pausen måtte den unge Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg levere en god redning i det danske mål for at afværge en føring til hjemmeholdet.

I anden halvleg sværmede danskerne flere gange om det luxembourgske mål.

Viktor Fischer spillede AaB-spilleren Jakob Blåbjerg helt fri, og inde foran mål var venstrebacken få centimeter fra at sende danskerne i front.

Efter en times spil var Lucas Andersen tæt på at prikke bolden over målstregen, efter at hjemmeholdets målmand havde blokeret et skud fra Pione Sisto.

I slutfasen lobbede Viktor Fischer bolden over hjemmeholdets målmand, men også forbi målet.

Det hele endte alligevel godt for danskerne, da Casper Nielsen i et af kampens sidste angreb endelig fik scoret for gæsterne.

Danmark, der på tirsdag møder Armenien på udebane, har 13 point efter fire sejre og en enkelt uafgjort kamp i gruppe 5. På andenpladsen har Wales 12 point - waliserne har dog spillet en kamp mere end danskerne.

Rumænien og Bulgarien kæmper også med om gruppens førsteplads, der giver direkte adgang til næste års U21-EM i Polen. Der er også en chance for, at nummer to kan komme med via playoff.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: