Værsgo', Hareide: Her er din startopstilling

DR Sporten har bedt tre sportsjournalister om deres bud fodboldlandsholdets kommende startopstilling.

Hvordan kommer Danmark til at stille op under Åge Hareide? Vi får svaret om et par uger. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Den nyudnævnte danske fodboldlandstræner, Åge Hareide, udtog onsdag sin første trup i spidsen for Danmarks A-landshold. De 23 spillere er udtaget til testkampene mod Island og Skotland. Den første landskamp under Hareide er 24. marts i Herning, og her får vi for første gang at se, hvordan nordmanden vil stille op.

Men i stedet for at vente to uger på at få svaret, har DR Sporten allieret sig med tre fodboldkloge sportsjournalister, der her hver især kommer med deres bud på en dansk startopstilling. Fælles for de tre er troen på, at landsholdet kommer til at stille op med et tremands-forsvar. Den teori underbygges af mængden af centrale forsvarsspillere, der er udtaget.

Morten Bruun, fodboldkommentator på 6'eren

Målmand: Kasper Schmeichel
Centerback (højre): Simon Kjær
Centerback (midt): Andreas Christensen
Centerback (venstre): Daniel Agger
Wingback (højre): Henrik Dalsgaard
Wingback (venstre): Riza Durmisi
Defensiv midt: Pierre-Emile Højbjerg
Defensiv midt: Thomas Delaney
Offensiv midt: Christian Eriksen
Offensiv midt: Michael Krohn-Dehli
Angriber: Yussuf Poulsen

Morten Bruuns bud på en dansk formation. (Foto: Dr Sporten © (c) DR)

- Det ville kunne give mening at udtage Dalsgaard, hvis han skal have chancen nu. Han er 27 år, så hvis han ikke duer nu, kan vi ikke vente på det. Daniel Wass kunne også have været placeret der, eller i stedet for Højbjerg på den centrale midtbane. Det eneste, der piner mig, er, at der ikke blev plads til Wass, siger Morten Bruun.

- Delaney bliver for mig at se en helt, helt afgørende brik på dette landshold. Han er også foran Højbjerg i min optik. Pierre-Emile starter inde på midt hold på grund af de sidste tre uger. Var han lige så langt væk fra Schalkes hold, som han har været, så var han ikke berettiget til at starte. Delaney ligner på alle måder en, der kommer til at spille 100 landskampe.

Sebastian Stanbury, fodboldjournalist på Tipsbladet

Målmand: Kasper Schmeichel
Centerback (højre): Andreas Christensen
Centerback (midt): Simon Kjær
Centerback (venstre): Daniel Agger
Wingback (højre): Henrik Dalsgaard
Wingback (venstre): Riza Durmisi
Defensiv midt: Thomas Delaney
Central midt: Pierre-Emile Højbjerg
Central midt: Christian Eriksen
Angreb: Yussuf Poulsen
Angreb: Nicolai Jørgensen

Sebastian Stanburys bud på en dansk formation . (Foto: Dr Sporten © (c) DR)

- Andreas Christensen kommer til at være fast mand på landsholdet og en af dem, vi skal bygge op omkring. Han skal være fundamentet 10-15 år ud i fremtiden. Intet taler imod, at han skal skulle spille allerede nu. Han har kvaliteterne til også at kunne afløse Agger i spillet med bolden.

- Jeg bliver helt frisk i kroppen af at tænke på 80’er-landsholdet og 3-5-2 med nogle gode backs, der kommer op af banen. Det skal nok blive sjovt at se på, hvis Hareide finder på det. Det er måske ikke lige John Sivebæk og Henrik Andersen, men vi prøver med Dalsgaard.

- På den centrale midt er det tre spillere, der som udgangspunkt alle er 8’ere. Når modstanderen har bolden, vil jeg have Thomas Delanye som den dybe, men når Danmark har bolden, kan jeg godt se Eriksen trække langt tilbage og få bolden. Det gør han med succes i Tottenham.

Andreas Kraul, fodboldkommentator på DR Sporten

Målmand: Kasper Schmeichel
Centerback (højre): Simon Kjær
Centerback (midt): Andreas Christensen
Centerback (venstre): Daniel Agger
Wingback (højre): Daniel Wass
Wingback (venstre): Riza Durmisi
Defensiv midt: Thomas Delaney
Central midt: Pierre-Emile Højbjerg
Central midt: Christian Eriksen
Angreb: Yussuf Poulsen
Angreb: Nicolai Jørgensen

Andreas Krauls bud på en dansk formation. (Foto: Andreas Kraul © (c) DR)

- Truppen er klart stærkest besat på stopper-positionen og svagest på backerne. Derfor er det fristende at arbejde med tre mand i bagkæden. Det vil samtidig gardere, så Hareide vil kunne arbejde med lidt mere offensive backs. Det kunne være Wass i højre og Durmisi i venstre. Andreas 'AC' Christensen er dygtig med bolden og vil sagtens kunne træde op i banen og sætte spillet fra en 6'er-position, siger Andreas Kraul.

- Offensivt har jeg kigget på hurtige og kontrastærke spillere. Christian Eriksen er ekstremt stærk i disse situationer, og med Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen omkring sig er der mange muligheder. Så skal Delaney og Pierre-Emile levere det hårde centrale arbejde samtidig med, at de begge er målfarlige. På bænken er det rart at have typer som Krohn-Dehli og Martin Braithwaite.

Den danske trup

Skulle man selv have lyst til at tage taktiktavlen frem og sætte det danske hold, så følger her hele den 23-mandstrup, som Åge Hareide onsdag udtog. God fornøjelse med at sætte holdet.

Målmænd: Kasper Schmeichel, Jonas Lössl og Frederik Rønnow.

Forsvar: Andreas Christensen, Daniel Agger, Simon Kjær, Erik Sviatchenko, Daniel Wass, Henrik Dalsgaard, Jannik Vestergaard, Riza Durmisi, Jonas Knudsen og Jores Okore.

Midtbane: Christian Eriksen, Lasse Schöne, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Michael Krohn-Dehli og William Kvist.

Angreb: Lasse Vibe, Martin Braithwaite, Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: