VIDEO DBU åbner dialog med udenlandske klubber om OL-spillere

OL-landstræner Niels Frederiksen åbner dialog med udenlandske fodboldklubber for at finde spillere.

Det ligner lidt af en hårknude i dansk fodbold. Til sommer deltager Danmark ved OL i Rio, men de danske klubber er ikke meget for at frigive spillere til holdet, da Superligaen er i fuld gang på det tidspunkt. Og klubberne er ej heller forpligtet til det.

Spillerforeningen er ikke overraskende af den opfattelsen, at spillerne har ret til at opleve en OL-slutrunde, men endnu er intet afgjort i den tvist. Indtil videre kigger DBU og OL-landstræner Niels Frederiksen derfor mod de danske spillere i udlandet.

- Nu starter vi op på den næste fase, som er, at Niels tager fast i de udenlandske klubber og de udenlandske spillere og finder ud af, hvor de står henne i det her. Når vi så har det samlede billede, så har jeg en god fornemmelse af, at det nok skal lykkes at få stillet et rigtig fint hold, siger elitechef i DBU, Kim Hallberg, til DR.

- Vi er i gang med at have en positiv dialog med klubberne, og så er målet, at vi i løbet får fundet en fornuftig løsning til gavn for dansk fodbold, siger han.

Reglerne for deltagende landshold ved fodboldturneringen til OL er, at spillerne på holdene skal være under 23 år. Dog er det tilladt have tre spillere med, der ikke er omfattet af aldersbegrænsningen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: