VIDEO Vilfort viste vejen: Et kvart århundrede uden danske mål mod Irland

Danmark har spillet 3 hele kampe uden at score mod Irland siden 1993.

Det var dengang Richard Møller Nielsen sad på trænerbænken og Danmark var forsvarende europamestre. Det var dengang, det var lidt sjovere at være fan af det danske fodboldlandshold.

Og så var det ikke mindst dengang, at Kim Vilfort viste, hvordan man scorer mod Irland.

Året er 1993. Stedet er ligesom i aften Irlands hovedstad Dublin.

Efter 27 minutter ender bolden hos Kim Vilfort udenfor det irske felt, der hurtigt spotter, at den irske målmand er langt ude af sit mål.

Og mon ikke selvtilliden fra EM-finalemålet mod Tyskland et år tidligere stadig sidder i Vilfort. I hvert fald leverer han en ballonbold af Guds nåde med den iskolde venstreskøjte, der sejler i kassen.

Et mål, der også bringer minder tilbage om Jon Dahls episke mål mod Sverige ved EM i 2004.

Nyd det nostalgiske tilbageblik i videoen øverst i artiklen, og så snakker vi ikke så meget om, at irerne fik udlignet og kampen endte 1-1 tilbage i '93, og at resultaterne i Danmarks tre kampe mod Irland siden da lyder så elendigt som 0-3, 0-4 og så 0-0-kampen fra i lørdags.

DR har fået unik adgang til landsholdet under genrejsningsperioden efter flere missede slutrundekvalifikationer.

Journalist Niels Christian Jung har fulgt holdet bag facaden i kampen om en plads ved VM i Rusland 2018. Du kan følge op- og nedturen for holdet over tre afsnit i dokumentarserien 'Vi er landsholdet'.

Sidste afsnit af tre sendes på DR1 mandag d. 27/11 kl. 20.45. Du kan se de to første afsnit her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve