Vindertypen Jon Dahl går i gamle støvler

Jon Dahl Tomasson er landsholdets nye assistenttræner, men han har taget flere ting med sig fra dengang, han selv var spiller.

(Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Nogle mennesker går i små sko, andre går kun i dyre sko, og så er der dem, der sværger til de sko, der virker.

Funktionalitet er kodeordet, og måske netop derfor har Jon Dahl Tomasson ikke lagt de støvler på hylden, som fungerede så godt for ham som spiller.

Landsholdets nye assistenttræner tropper nemlig stadig op i de fodboldstøvler, han havde på i sine sidste landskampe ved VM i Sydafrika.

- Han har de samme støvler på, som han havde med til VM i 2010. Så dér har han taget noget med fra dengang, han var spiller, siger Christian Eriksen.

Vindertype

52 landskampsmål nåede Jon Dahl at score, inden han stoppede sin karriere. Mål, der er symbolet på den vinderindstilling, Jon Dahl besad som fodboldspiller – og som han, præcis som støvlerne, fortsat besidder som træner.

- Jon er meget målrettet og en vindertype. Man er ikke i tvivl om, hvad hans mening er, og det synes jeg, er en stor styrke hos ham, siger Lars Høgh, der er målmandstræner på landsholdet, og tilføjer:

- Han bliver en dygtig træner, fordi han har et vinderinstinkt og er sindssygt målrettet med det, han arbejder med.

Christian Eriksen spillede altså sammen med Jon Dahl på landsholdet ved VM i 2010. Men hvis der alligevel er en forskel fra dengang til nu, så ses den i humøret.

- Det er en sødere Jon nu. Når han var på banen i gamle dage, gik han til den, men i dag er han lidt mere tilbageholden og prøver i stedet at lære fra sig. Men han vil vinde 100 procent, og det kan man mærke.

Inden jobbet som assistenttræner på landsholdet har Jon Dahl været træner i Exelsior og Roda, samt assistentræner i Vitesse Arnhem.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: