Lasse Schönes chance: En fordel med ny landstræner

Lasse Schöne har aldrig afskrevet landsholdet, men han har tænkt over, om han ville få chancen igen.

Lasse Schöne er klar til at vise sig over for Åge Hareide. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

Det er snart syv år siden, at Lasse Schöne debuterede på det danske landshold med et mål i en testkamp mod Chile. Siden er det blevet til 22 landskampe, men der har været langt mellem flere af dem.

Derfor håber den 29-årige Ajax-spiller, at han nu kan gribe sin chance og blive fast inventar på Åge Hareides landshold, der spiller testkampe mod henholdsvis Island på torsdag og mod Skotland tirsdag i næste uge.

- Det er klart, at det er dejligt at blive udtaget i en ny landstræners første trup. Jeg har ikke været med i et år, og nu har jeg to træningskampe til at bevise mig i.

- En ny træner starter på en frisk, og det kan da godt være en fordel. Men igen, hvis man ikke præsterer de første ti dage, så kan det også blive svært.

- Det her er en god chance for mig, siger Lasse Schöne.

Offensivspilleren har til tider domineret i Æresdivisionen som en af de bærende spillere for Ajax, som han også har scoret adskillige mål for - blandt andet som dødboldsspecialist.

I gode perioder blev han ikke altid udtaget til landsholdet under Morten Olsen, og når han gjorde, var det oftest i en jokerrolle på kanten frem for sit foretrukne udgangspunkt i midten af banen.

Tanker gennem hovedet

Selv har han også offentligt ærgret sig over sin landsholdskarriere, men han har hele tiden håbet på at kunne komme tilbage i varmen.

Havde du afskrevet landsholdet?

- Nej, det gør man vel aldrig helt, så længe man spiller. Men det er klart, at når man ikke bliver udtaget i et år, så går der nogle tanker gennem hovedet, siger Lasse Schöne.

Hvilke tanker?

- At det måske var sidste gang, at jeg blev udtaget, siger Schöne.

I Schönes 22 landskampe har han scoret tre mål. Hans seneste optræden i landsholdsdragten var mod Frankrig i marts sidste år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: