Messi er igen verdens bedste

Lionel Messi kan for femte gange kalde sig verdens bedste fodboldspiller.

Lionel Messi var inden uddelingen af Ballon d'Or udnævnt som favorit til at modtage prisen. (Foto: Michael Buholzer © Scanpix)

For femte gang i karrieren kan Lionel Messi prale af titlen som verdens bedste fodboldspiller.

Mandag aften modtog han guldbolden, Ballon d’Or, foran den evige rival Cristiano Ronaldo og holdkammeraten Neymar. Dermed er Messi to guldbolde foran alle andre spillere, idet han er den eneste femdobbelte vinder af Ballon d'Or.

- Det er et meget specielt øjeblik for mig at være tilbage på scenen som vinder af endnu en Ballon d'Or, efter at have set Cristiano Ronaldo vinde, sagde Lionel Messi blandt andet, da han modtog guldbolden.

- Det er fantastisk, at jeg vinder nummer fem. Det er meget mere end jeg nogensinde havde drømt om som barn.

Efter at have stået en smule i skyggen af Ronaldo i både 2013 og 2014 var Messi tilbage som den mest iøjnefaldende spiller i 2015. Her var den argentinske landsholdsanfører med til at vinde både den spanske liga, pokalturneringen og ikke mindst Champions League.

Meget passende rundede Messi og Barcelona af med at vinde VM for klubhold. Her scorede Messi åbningsmålet i finalen, som Barcelona vandt med 3-0 over River Plate fra hjemlandet Argentina.

messi1-0

Her kan du se Messis scoring i VM-finalen 2015.

Lionel Messi har også fået Ballon d’Or i 2009, 2010, 2011 og 2012. Og efter at have modtaget den femte guldbold valgte han ud over holdkommeraterne at takke fodboldspillet i sin helhed.

- Jeg vil gerne takke fodbolden for alt, hvad spillet har givet mig. Både de dårlige og de gode ting, fordi fodboldspillet har udviklet mig.

Ronaldo og Messis duel

Som listen her viser, så har de seneste års guldbolde været fordelt mellem årets vinder og Ronaldo.

2015: Lionel Messi, Argentina

2014: Cristiano Ronaldo, Portugal

2013: Cristiano Ronaldo, Portugal

2012: Lionel Messi, Argentina

2011: Lionel Messi, Argentina

2010: Lionel Messi, Argentina

2009: Lionel Messi, Argentina

2008: Cristiano Ronaldo, Portugal

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: