Michael Laudrup: Neymar burde vinde Ballon d'Or

Neymar har været verdens bedste i 2015, mener Michael Laudrup og kritiserer samtidig Fifas udvælgelses-kriterier.

Messi, Ronaldo eller Neymar? Det er spørgsmålet, når verdens bedste spiller skal kåres i aften. Mens mange mener, at Messi burde krones med Ballon d’Or, så har Michael Laudrup et andet svar på det spørgsmål. Den danske fodboldlegende peger nemlig på, at verdens bedste i 2015 har været Neymar.

Jeg ville give Ballon d'Or til Neymar. Men jeg tror, at det bliver Messi.

Michael Laudrup

- Messi er fantastisk, men jeg synes, at Neymar har været fremragende i 2015. Han har scoret næsten samme antal mål som Messi, det samme antal hvad angår assist, og så får han det ekstra plus i min bog, at han i den grad tog over, da Messi var ude i to måneder i efteråret, lyder det fra Michael Laudrup til DR.

- Så jeg ville give Ballon d'Or til Neymar. Men jeg tror, at det bliver Messi. Endnu en gang, siger han.

Lionel Messi har i 2015 noteret sig for 49 scoringer og 26 assists i alle turneringer, mens brasilianske Neymar står for 42 mål og 21 assists. De to Barcelona-spillere vandt The Treble i 2015, hvilket gør de to til storfavoritter til Ballon d’Or i forhold til Real Madrids Ronaldo.

De seneste 10 års Ballon d'Or-vindere

2014: Ronaldo, Portugal/ Real Madrid

2013: Ronaldo, Portugal/ Real Madrid

2012: Lionel Messi, Argentina/Barcelona

2011: Lionel Messi, Argentina/Barcelona

2010: Lionel Messi, Argentina/Barcelona

2009: Lionel Messi, Argentina/Barcelona

2008: Ronaldo, Portugal/Real Madrid

2007: Kaká, Brasilien, AC Milan

2006: Fabio Cannavaro, Italien, Juventus

2005: Ronaldinho, Brasilien, Barcelona

Portugiseren har til gengæld scoret flere mål end de to Barcelona-spillere.

- Jeg har stor respekt for Ronaldos 61 mål i sidste sæson, men Real Madrid vandt ingen titler, og da Barcelona vandt Champions League, La Liga og Copa del Rey, så må det blive en af de to andre, der løber med prisen, siger Michael Laudrup.

Uendelige debatter

Kåringen af verdens bedste spiller har til stadighed været genstand for debat. Det er landstrænerne, landsholds-anførerne og en medieperson fra hvert Fifa-medlemsland, der stemmer om vinderen, men kriterierne for udvælgelsen kan virke uklare.

Det mener Michael Laudrup.

- Der er jo hvert år uendelige debatter om, hvem der har været den bedste, og hvilke kriterier der skal elle bør tages udgangspunkt i. Specielt i de år, hvor titlerne på banen – Champions League, La Liga, Premier Leauge og ikke mindst EM og VM-titlerne - er fordelt bredt, har der været ekstra meget debat, siger Laudrup og uddyber:

- Kunne Messi eller Ronaldo eksempelvis blive vinder af Ballon d'Or, når hverken Argentina eller Portugal blev verdensmestre? Det er en bred debat, hvor ingen kan hævde at have ret, da det er en subjektiv holdning om, hvorvidt det er Messi, Ronaldo eller en helt tredje, der er den bedste, mener Laudrup, der gerne ser klarere kriterier fra Fifa.

Værd at vide om Ballon d' Or
  • Ballon d’ Or blev stiftet i 1956 af Magasinet France Fotball.
  • I starten blev prisen givet til den bedste europæiske spiller i Europa.
  • Fra 1995 kunne også ikke-europæiske spillere, der spillede i Europa få prisen.
  • I 2010 blev Ballon d’ Or fusioneret med World Player of the Year.
  • Fifa udvælger sammen med France Fotball en bruttoliste på 23 spillere.
  • Derefter stemmer landstrænerne, landsholdsanførerne og udvalgte mediepersoner fra Fifas medlemmer om vinderen.
  • Hvert medlem giver 5, 3 og 2 point til deres foretrukne kandidat.

- Personligt kunne jeg dog godt tænke mig, at kriterierne for udvælgelsen af Årets Spiller var lidt mere klare. Er det den spiller, der har haft størst indflydelse på sit holds succes, altså titler, i sæsonen? Er det den spiller, der har haft størst personlig succes i sæsonen, altså mål og assists? Og hvor meget betyder holdets præstationer og især titler i udnævnelsen af Årets Spiller?

- Et eksempel kunne være: Juventus og PSG vinder begge The Double i henholdsvis Italien og Frankrig, mens Real Madrid intet vandt sidste sæson. Skal det have betydning? spørger Laudrup.

Ingen svar

Kåringerne set i et historisk perspektiv gør ikke forvirringen omkring udvælgelses-kriterierne til Ballon d’Or mindre. Der er intet mønster i kåringerne set i historisk perspektiv, mener Michael Laudrup.

- Når man ser ned igennem listen af Ballon d'Or-vindere, så er der intet entydigt svar på mine spørgsmål. Eksempelvis blev Fabio Cannavaro valgt, da Italien vandt VM i 2006, selvom han nok ikke var verdens bedste fodboldspiller, siger Laudrup og fortsætter:

- Og i 1986 vandt Igor Belanov fra Dynamo Kiev, selv om Sovjetunionen røg ud i 1/8-finalen ved VM i Mexico. Dynamo Kiev vandt UEFA Cuppen det år, men jo ikke mesterholdenes turnering, hvor Steaua Bucarest slog Barcelona efter straffespark. Og i nyere tid vandt Messi i 2010, selv om Spanien blev verdensmestre og Inter vandt Champions League.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: