OVERBLIK Messi og de to udfordrere

Messi, Neymar og Ronaldo har forkælet fodboldverdenen med mål, assists og fremragende detaljer. I aften skal den bedste kåres.

Den schweiziske by Zürich får fornemt besøg i aften, hvor vinderen af Fifas Ballon d'Or 2015 skal findes.

Stemmer fra landstrænere, landsholdsanførere og journalister fra hele verden har reduceret kandidatlisten til tre spillere, og klokken 18.30 vil to blive skåret fra, og vinderen af verdens bedste fodboldspiller 2015 vil blive fundet.

Real Madrids Cristiano Ronaldo og Barcelonas Lionel Messi og Neymar har alle tre haft et fantastisk 2015, hvor de har fortryllet fodboldfans over hele verden, og de står nu over for hinanden i kampen om "guldbolden".

Cristiano Ronaldo, 56 kampe, 57 mål og 16 assists:

Real Madrid måtte se sig slået af de evige rivaler fra Barcelona i kampen om det spanske mesterskab, Champions League og Copa del Rey. Selvom succesen på klubplan udeblev, har Cristiano Ronaldo i 2015 fortsat det gode spil, som sikrede ham Ballon d'Or i 2015.

Den 30-årige portugiser er en komplet angriber, og da han scorer mål med både højrefoden, venstrefoden og hovedet, er han umulig at dæmme op for. I 2015 står Ronaldo noteret for 57 scoringer og 17 assists for Real Madrid, og han har gennem en årrække været med til at sætte en helt ny standard for, hvad der muligt at lave af mål.

Med vanvittige 48 mål i Primera Division blev han suveræn topscorer i sidste sæson, og i denne sæsons udgave af Champions League fører han topscorerlisten med 11 mål, hvor han blandt andet scorede fire mål i sidste gruppespilskamp mod Malmö FF.

Hvis Ronaldo vinder Ballon d'or, bliver det portugiserens fjerde kåring. Ronaldo har vundet titlen i 2008, 2013 og 2014.

Lionel Messi, 58 kampe, 48 mål og 26 assists:

Primera Division, Copa del Rey, Champions League, Uefa Super Cup og VM for klubhold er alle turneringer, som Barcelona har vundet i 2015, og det er alle turneringer, Lionel Messi har scoret i.

2015 har i sandhed været et kæmpe år for FC Barcelona, og Lionel Messi har vanen tro haft en kæmpe andel i den store succes. Sammen med Neymar og Luis Suarez udgør Messi en ekstremt giftig fronttrio, og selvom Messi har siddet ude med en skade i en længere periode i denne sæson, har den 28-årige argentiner været flittigt scorende.

I alt i 2015 er det blevet til 49 mål og 26 assists for Barcelona for Lionel Messi.

Når Lionel Messi har bolden mellem fødderne, er han umulig at stoppe. Et lavt tyngdepunkt, fantastisk teknik og et antrit uden lige gøre ham til en hver forsvarsspillers mareridt.

Lionel Messi jagter sin femte Ballon d'Or-titel. Han vandt den fire gange i træk fra 2009-2012, hvorefter Cristiano Ronaldo tog over, men Lionel Messi er favorit til at fravriste Ronaldo titlen i 2015.

Neymar, 57 kampe, 41 mål og 21 assists:

Forventningerne til Neymar i Barcelona var skyhøje, da han kom til klubben i 2013. Talentet var der ingen, der betvivlede, men springet fra den brasilianske liga til Primera Division er stort, og det krævede tilvænning fra den ekvilibristiske angriber.

Men Neymars udvikling i Barcelona har været fantastisk, og i 2015 har brasilianeren for alvor slået sit navn fast på den europæiske scene, hvor han gennem hele 2015 har vist sig ekstremt farlig med 42 mål og 21 assists for Barcelona.

Med sine blot 23 år er Neymar udset til at blive fast inventar ved Ballon d'Or-uddelingerne. Neymar har haft en stor rolle i FC Barcelonas store succes i 2015, og hvis han fortsætter det ekstremt høje niveau, er det umuligt at forudsige, hvor langt han kan drive talentet til.

Med sin ekstreme hurtighed, frække driblinger og kyniske afslutninger er Neymar både en spektakulær og enormt effektiv angriber, som tryllebinder tilskuerne på Camp Nou uge efter uge.

Neymar har endnu sin første Ballon d'Or-titel til gode.

Ceremonien starter i aften kl. 18.30, og den kan følges direkte på Eurosport.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: