Pokallykke i Brøndby: Den pokal hører hjemme på Vestegnen

Brøndbys kvinder kan efter samlet sejr over Kolding sikre sig pokaltrofæet for imponerende syvende gang i træk. Fortuna Hjørring venter nu i finalen.

Theresa Nielsen og Brøndby har chancen for at vinde pokalfinalen for syvende gang i træk. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Den pokal hører til på Vestegnen.

Brøndbys Theresa Nielsen lyder måske en anelse kæphøj i citatet herover, men landsholdsspilleren har en pointe.

De blågule kvalificerede sig mandag til pokalfinalen med samlet sejr over KoldingQ og skulle det blive til triumf i finalen mod Fortuna Hjørring, så er det imponerende syvende gang i træk at Brøndby løber med pokalen.

- Det er drømmefinale. Det er os, der har kæmpet om guld og sølv de sidste par år. Det er også mod dem, vi har haft de bedste kampe, så det bliver en god finale. Det er den helt rigtige finale, siger Theresa Nielsen efter 0-0 ude mod KoldingQ, der sendte Brøndby videre til finalen med samlet 2-0.

- Vi ville gerne have taget sejren, men omvendt skulle vi ikke op og jage noget. Første halvleg havde vi godt styr på det, men i anden halvleg blev det sådan lidt tjubang med mange dueller, siger Theresa Nielsen, der selvom Brøndby nu har kvalificeret sig til finalen igen i år, afviser, at de blågule har haft let spil.

- Der er nogle svære skridt på vejen, Kolding gjorde det også svært for os, men vi er rigtig glade for at være i finalen. Nu går vi efter at vinde pokalen for syvende gang i træk.

Pokalfinalen mellem Brøndby og Fortuna Hjørring spilles den 21. maj.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: