Mål eller ej: Heftig debat om annulleret Randers-scoring

Blev Randers bortdømt i pokalkvartfinalen? Tidligere topdommer siger ja. FCK's ’Mathias ’Zanka’ siger nej.

(© DR Sporten)

Pokalkvartfinalen i Parken mellem FC København og Randers FC blev en dramatisk affære, hvor de to hold måtte ud i forlænget spilletid inden hjemmeholdet kunne trække det længste strå med en 2-1-sejr.

Og det var kun en enkelt kontroversiel dommerafgørelse fra, at de to mandskaber skulle have været ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.

Et minut før den forlængede spilletids ophør sparkede Randers FC’s Erik Marxen nemlig bolden i mål til, hvad han troede var en udligning til 2-2, men dommer Lars Christoffer Christoffersen annullerede scoringen for offside.

'Zanka' ikke i tvivl

Et indlæg blev bokset ind i brystet på en Randers-spiller af FCK-målmand Thomas Kaminski. Mathias ’Zanka’ Jørgensen strakte, men fik kun snittet bolden, og den landede derfor for fødderne af Marxen, der uden problemer kunne sende kuglen i nettet.

I det sekund, hvor bolden ramte Randers-spilleren stod Erik Marxen i offside, men Mathias ’Zanka’ Jørgensens aktion kunne muligvis ophæve offside-postionen og det er det, som er det springende punkt.

Hør Mathias 'Zanka' Jørgensens vurdering af situationen her.

- Thomas kommer ud og bokser den. Han får ikke ramt den helt ordentligt. Den ryger så ned på en af deres spillere. Bolden ryger fremad, og jeg prøver at blokere bolden, men den ryger over mig. Jeg kan ikke forstå, hvordan der nogensinde ikke skulle være offside, lyder vurderingen af situationen fra FC Københavns Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Uenighed i Randers-lejren

Den vurdering er man i Randers-lejren naturligvis ikke helt enige i.

Hør Mads Fengers syn på sagen her.

Er der offside i situationen eller ej?

Derfra hvor jeg står; nej. Det jeg hører fra mine holdkammerater er, at der ikke er offisde, så det vælger jeg at tro på. Men jeg tror lige, at jeg skal se den igen.

Fejlkendelse

Den tidligere topdommer Kenn Hansen har også set situationen og hans vurdering af episoden er også, at det er Mathias ’Zanka’ Jørgensens ageren, der er afgørende i situationen.

-Det springende punkt er, om Zanka spiller bolden forsætligt. Er det en deflection – altså bliver den bare rettet af – så er angriberen offside.

-Er det til gengæld en forsætlig handling, så skal målet gælde. I den sammenhæng er det ikke afgørende, hvor godt Zanka spiller bolden, men om han spiller den med vilje. Header han selv efter den, så løser han angriberen fra sin offsideposition, skriver Kenn Hansen på lortedommer.dk.

Hvis Hansens udlægning er reglerne skal tages for gode varer, så burde Randers-scoringen altså ikke være annulleret. Mathias ’Zanka’ Jørgensen fortæller nemlig selv, at der ikke var tale om en deflection, men en forsætlig handling.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: