Solbakken håber på AaB-tømmermænd

FC København går benhårdt efter at vinde pokalfinalen over AaB i aften.

FCK-manager Ståle Solbakken håber på at kunne udnytte, at hans mandskab i aften møder de nykårede mestre i pokalfinalen.

- Jeg kan godt huske, hvordan det var at blive mester i AaB. Og jeg håber, de har haft en lige så lang fest, som vi havde, da vi blev mestre - så de starter med et lille handicap, griner han til DR Sporten.

Men når spøgen er skubbet til side, går FCK benhårdt efter at vinde klubbens sjette pokaltitel. Superligasæsonen har nemlig været skuffende, idet mesterskabet allerede er sendt til Nordjylland, siger Lars Jacobsen.

- Det er først og fremmest vigtigt at få sat noget sølvtøj ind i skabet. Det er det, det handler om, når man spiller i en klub som FC København, slår anføreren fast.

Syv tabte AaB-finaler

Mens FCK to gange har vundet både mesterskabet og pokaltitlen i samme sæson, har AaB aldrig før vundet The Double. Faktisk har de bolsjestribede nordjyder gang i lidt af et pokalkompleks. Hele 44 år er gået, siden AaB sidst vandt pokalfinalen. Dengang skete det med en 2-1-sejr over Lyngby.

I mellemtiden har AaB tabt syv finaler - og den stime vil de nykårede mestre bryde i aften.

- Hvis vi vinder pokalfinalen, så er denne uge den største uge i hele AaB's historie, siger sportschef Allan Gaarde.

Pokalfinalen fløjtes i gang klokken 20:00, og du kan naturligvis følge med i LIGA på P3, der sender direkte fra Parken.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: