Barcelonas reserver sætter vild rekord

FC Barcelona sparede de største stjerner, men fik alligevel 1-1 ude mod Valencia i Copa del Rey og sætter ny klubrekord.

FC Barcelona satte klubrekord med reserverne. (Foto: jose jordan © Scanpix)

Kriseramte Valencia havde brug for et mirakel, da de onsdag aften lagde græs til returopgøret i semifinalen i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, hvor FC Barcelona kom til Estadio Mestalla med en føring på hele 7-0 fra det første opgør.

Pladsen i pokalfinalen var dermed nærmest booket i forvejen for FC Barcelona, og da de to hold har rigeligt at se til i hver sin ende af den spanske liga, så var onsdagens pokalsemifinale blot noget, der skulle overstås for begge parter.

Det bar de to holdopstillinger da også præg af, hvor de to trænere Gary Neville og Luis Enrique gav en fridag til deres største stjerner. Der var således nærmest tale om en reservekamp, som aldrig blev noget stort sus for de få fremmødte tilskuere.

Hjemmeholdets tankangriber Alvaro Negredo åbnede scoringen kort før pausen, men i anden halvleg fik den indskiftede camerounske teenager Wilfrid Kamptoum udlignet til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.

FC Barcelona kan dermed ikke bare juble over en plads i pokalfinalen, men også over en ny klubrekord, da kampen mod Valencia blev den 29. i træk uden nederlag.

I finalen kan FC Barcelona forberede sig på at møde Michael Krohn-Dehlis Sevilla, der skal dumme sig stort torsdag aften, hvis de skal smide finalepladsen væk, når de spiller semifinalekamp to mod Celta Vigom. Sevilla vandt således det første opgør med overbevisende 4-0.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: